forhistorier

NY BLOG

2011-10-23T11:50:00.000-07:00

Jeg har fået pladsproblemer her på bloggen, så tiden er inde til at søge nye veje:

http://dorthec.blogspot.com/

Mange tak for dit besøg her!

Gør noget!

2011-10-21T07:57:00.000-07:00

Det er muligt, håndarbejde hører til de stille sysler, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er uden mening. I går gik jeg over Rådhuspladsen, hvor dette udtryksfulde hæklede tæppe hænger på et gitterhegn hængt op som et stykke ægte street art. Afsenderen kan man læse, hvem er på nogle sedler, der hænger ved siden af. Besøg Dana Watsham her og læs om projektet her.

Og i morges da jeg tog en rask spadseretur hen til mekanikeren, gik jeg ad nye veje og fandt en stump villavej, hvor en betænksom haveejer har stillet sine æbler ud til gratis afhentning. Og selv om det måske ikke er de kønneste og mest pletfrie æbler, så er det altid godt med mennesker, der gider dele. Nej, jeg tog ingen, da vi her på matriklen har et opbevaringsproblem. Det har vist sig, at stiller vi æbler udenfor, skal de deles med de lokale mus. Og godt nok er der plads til alle i et demokrati, men i mit hjerte er der desværre ikke plads eller lyst til at dele med mus.

For øvrigt - har du lyst til at gøre noget med hænderne. Så har jeg fået en mail om en nyetableret strikkecafe i Strikkeriget på Frederiksberg. Det koster en tyver til kaffekassen. Mai, der har sat gang i det hele, er superskrap til at strikke og giver gode råd, og du kan kontakte butikkens indehaver Hanne Wessman på telefon 2122 3110 eller på hannewessman@gmail.com. Første gang er lørdag den 5. november kl. 11:00.

God weekend!

Efterårsferie

2011-10-18T05:48:00.000-07:00

For at sikre at børnene kan holde fri hele ugen (for hold da op, hvor de trænger til ro og ingenting), bliver arbejdsdage gjort til fridage og fridage gjort til arbejdsdage, og når det hele kører sådan lidt forskudt og forskubbet, kan der holdes fri på regnvåde dage, der ganske af sig selv inspirerer til indendørs sysler.

Frimærker bliver sat i orden. Der bliver tegnet mønstre til strik og fundet garn frem. Og bagt brød, så jeg kan afprøve et lille stunt, jeg desværre kun så et glimt af på TV i løbet af weekend'en.

Noget med at blande 1 1/2 dl. vand med 1 1/2 dl olivenolie, og derefter hælde det hele udover en portion dej bredt ud i en bradepande. Mere så jeg ikke, så jeg har prøvet mig frem. Lidt mindre vand, vil jeg nok sige, men drysset med kryddersalt og sat i ovnen ved højeste varmegrader, giver det brød, som alle børn + dagens gæst har sagt ok til, og jævnligt er gået forbi for at få mere. Og lidt mere. Og lige et stykke til. Med andre ord ... en regnvejrssucces.

Morgensol og morgenlæsning

2011-10-15T03:51:00.000-07:00

Morgensol, morgenkaffe, morgenavis. Og i tilgift en artikel i avisen om en udstilling i mit andet hjem (i hjertet i hvert fald) Bakkehuset, hvor digteren Morten Søndergård har været i gang med at fortolke sin oplevelse af læsning. Blandt andet på en broderet pude. Den udstilling skal jeg se - omend ikke i dag, hvor der er lagt op til visit og krydderkage.

For efter at have været gennem dagens avis, læste jeg månedens Samvirke, hvor temaet er alle de bøger, vi køber, men åbenbart ikke får læst. Og i den forbindelse syv råd om, hvordan man skal læser. Godt nok har jeg også selv oplevet, hvad for megen læsning af faglitteratur, aviser og blogs gør ved mig: jeg skal skrue hjernen om til langtidslæsning og fiktive universer, hvor klatlæsning er helt forkert. Men jeg blev faktisk provokeret af råd som "lad dig rive med, og lad dig forføre" og "læs langsomt". Patroniserende? Nødvendigt?

Jeg ved det ikke, men et eller andet satte det i gang. Og ikke mindst øgede det lysten til at se puden på Bakkehuset.

For øvrigt - så er der andre der broderer på den ordrige måde - og tror mig, der kan jeg både lade mig rive med, forføre, læse langsomt - og ikke mindst læse igen og igen. Danske Gudrun Hasle og den amerikanske blogger A Bloomsbury Life (der er flere eksempler rundt om på hendes blog).

Ugens havebog

2011-10-12T12:43:00.000-07:00

Ind imellem finder man noget helt andet end det man leder efter. I Berlin ville jeg gerne have købt det store udstillingskatolog med Hokusai's billeder, men de mange fine billeder og detaljer var gengivet i noget nær frimærkestørrelse, og det var bare ikke godt nok.

Heldigvis findes der en svimlende skøn boghandel i Martin-Gropius-Bau, hvor udstillingen holder til, og der fandt jeg denne vidunderlige bog: "Als die Gärtner Tweed trugen" skrevet af Ursula Buchan. På engelsk hedder den bare "The Garden People", men ærlig talt ... den tyske titel er perfekt.

For bogen handler om engelsk, excentrisk have-overklasse, der i 50'erne og 60'erne lod sig fotografere af Valerie Finnis, som bogen til dels handler om. Den handler også om engelsk havekultur, som jeg for nyligt fik fortalt, mest af alt er - og altid har været - en overklassesyssel, og derfor er totalt show off. Ikke noget do-nothing-garden dér. Det er nydelige potter, velplejede planter, snorlige græskanter og ikke mindst sten- og alpinbede, som øjensynligt var den helt store trend blandt have-adelen.

Den er supervelskrevet (også i den tyske oversættelse), god at blive klogere på engelsk haveånd- og ånder, og så er der masser af vidunderlige fotografier. Mit favoritbillede er det her, hvor Vita Sackville-West står i rød jakke. Måske ikke jordens bedste billede, men det minder mig om en yderst karakterfuld kvinde, som det altid er underholdende at læse om. Og selv om jeg aldrig nogensinde skal have alpinbede eller prydhave som Sissinghurst's, så giver det mig lyst til at genlæse hendes haveartikler, der er knivskarpe, lettere arrogante og meget, meget engelske.

Et glimt af Berlin

2011-10-10T12:22:00.000-07:00

Jeg har ikke været i Berlin, siden muren faldt, og var den gang ikke vild med det, jeg så. Al for meget øst i øst, og al for meget vest i vest. Det er over 20 år siden, nu er det hele vest.

I weekenden genså jeg lidt af Berlin. Årsag: Hokusai-udstilling, som var helt fantastisk, og som gav mulighed for at par gadeture og et lille glimt af det Berlin, jeg ikke kunne finde - eller i hvert ikke så - den gang for mange år siden.

En hat fuld af valnødder

2011-10-05T06:00:00.000-07:00

I går skulle jeg fra punkt A til B, og gik gennem alt det gule og brune i mine egne tanker, indtil det susede ned med valnødder fra træerne over mig. De kom med høj og hård fart, kan jeg fortælle, men fik mig til at tænke på noget, jeg for nyligt har læst i Praktisk Økologi. Nemlig at man, i følge Jyske Lov fra 1241, må samle hvad der kan være i en hat.

Nu går jeg ikke med hat, men med cykelhjelm, så jeg fyldte den med valnødder, så er der til os og til alle de andre, der kommer forbi. Det er da en meget god deal.

Og så er der flere - og mere - nutidige regler for, hvad der må samles hvor hos Naturstyrelsen.

Løvet, lyset og lange skygger i oktober

2011-10-01T00:30:00.001-07:00

Trines do-nothing have i Valby - del III

2011-09-27T12:44:00.000-07:00

Så gik der arbejdsdage og sygedage i alting. Sådan kan det gå, men her er sidste del om Trines have, som jeg besøgte i sidste uge, og hvorfra jeg hjembragte en pose fyldt med grønt guld.

1. Hvidløg, rødbeder og stærker chilier. For mange år siden lærte jeg,at chilier nordpå ikke kan blive stærke på grund af mangel på lys og varme, og sådan har det nu også altid været hos os. Men ... det kommer vist an på sorten, har jeg nu fundet ud af. Trines gule chilier blev generøst blandet i spidskåls-aftensmaden i sidste uge, og det var, så alle lettede en gang eller to. Det smagte fantastisk, og nu har jeg gemt kernerne til næste år, så skal vi også have stærke chilier.

2. Masser af krydderurter, hvor mynten er lagt til tørre, så der kan fyldes på glasset med urtete.

3. Porrer, hvor det nederste stykke blev kogt og spist samme dag, mens toppen røg i fryseren, så de kan gøre godt en dag, vi laver suppe. Det kan man godt, kan man ikke? Jeg mener, fryse toppen ned?

4. Vindruer, der blev spist inden dagen var omme, og som nu indgår på den lange liste over alt det, vi skal have, når vi en gang får have.

5. Og persille, persille, persille, som er så godt, så godt, så godt.

Tak, Trine, for en skøn have, en god oplevelse og en dejlig smag af do nothing i Valby.

Trines do-nothing have i Valby - del II

2011-09-24T23:43:00.000-07:00

En del af tankegangen bag Trines have i Valby er at gøre så lidt som muligt, og lade naturen gå sin gang. Da jeg forlod Trine med en pose fyldt med porer, vindruer, chilier og duftende krydderurter, spurgte jeg, om hun var ked af, at haven gav så meget, at de ikke kunne spise det hele. Det er hun ikke, for sådan er det, og det grønne dør og rådner ikke forgæves. Det er naturens gang, og det bidrager og giver næring til næste års blomstring og høst.

Det er for mig en helt ny måde at betragte havens overskud på. Måske fordi jeg elsker haver og ikke selv har have, har jeg så svært ved at cykle forbi en villahave, hvor ingen gider tage sig af æblerne i september. Og jeg begriber simpelthen ikke, hvordan der kan stå hyld og hasselnødder på en grund, uden ejeren knapt har ænset det og hyldet dets blomster og frugt.

Men sådan skal det måske være. Der er en masse, der skal gro uden at gøre nytte i maven. Det skal være gro og leve for at gøre godt for jorden, luften og os alle sammen på helt andre planer end bare det spiselige.

Og skulle jeg glemme, hvor vigtigt det er, at vi ikke spiser alt på denne jord, så tager jeg bare et kig på Trines rådne-bed, der er placeret i en potte i forhaven. Lagt kun for at rådne. Intet andet end rådne.

Trines do-nothing have i Valby - del I

2011-09-23T23:56:00.000-07:00

Jeg kendte intet til begrebet DO NOTHING-HAVE, før jeg stod i Trines have i Valby. En helt almindelige have til et helt almindeligt hus beliggende en rask cykeltur fra indre by. Det vil sige, den del af byen hvor man skal være både blind, døv og uden luftesans for ikke at fornemme, at der er masser af trafik, der skal ind til byen tidligt og ud igen senere på dagen. Med andre ord: her er godt med indfaldsveje, men altså også veje med huse. I et af dem bor Trine Krebs, og det er her, hun holder have.

Det er så netop det hun ikke gør. Hun holder ikke sin have. Hun har en have, som hun sår til i løbet af foråret, hvor den samtidig får noget af hendes kompost. Så luger hun igennem en gang eller to i løbet af foråret og forsommeren, men ellers bruger hun sin energi på arbejde, familie og at høste alt det, haven giver, når sensommeren melder sig. For haven er omlagt til hygge og nytte: krydderurter, asiatiske kålsorter, nordiske kålsorter, bær, frugt, gulerødder, rødbeder, hvidløg, rødløg, kartofler kan jeg ikke huske om hun har, men i hvert fald chili, tomater og dragonhvede...

Der er en kornmark i den lille have. Et stykke med hvede. Oprindeligt korn købt hos Camilla Plum og Per Kølster og beregnet til at bage med. Sådan gik det ikke. Det røg i jorden, og nu står det klart til at blive høstet. Det foregår ved at knipse aksene af med hænderne, lade dem (altså aksene) tørre indenfor, og derefter bruge løs af kornene.

"Jeg gør så lidt som muligt herude", siger Trine, og det er der mange grunde til. For det første har hun masser af arbejde med sin virksomhed Frugtformidlingen. Og så er der en anden grund: "Jeg graver så lidt som muligt og vender slet ikke jorden rundt. Og vi går stort set heller ikke på jorden i bedene. Det har jorden bedst af." Ligesom den, i følge Trine, også har godt af bare at leve sit eget liv: gro op, dø hen, rådne bort for så at genopstå i det tidlige forår, hvor kål fra sidste sommer skyder op som tidligt spiseligt grønt. Når det så bliver varmt nok til at så, bliver jorden med stor forsigtighed ryddet.

Og Trines formødre, der i sin tid vandt priser for deres sirlige og frodige køkkenhaver, vil næppe briste af stolthed og benovelse, hvis de så hendes have. For den er kaotisk, skøn og godt brugt af alle, der kommer forbi. Dyr som mennesker. Og man kan ikke lade være med at tænke, hvorfor haver skal være så pæne og velholdte, at de føles som en klods om benet? Når nu det hele gror glimrende ved, at der bliver gjort meget lidt, er det vel mere et spørgsmål om æstetisk end jorden, menneskene og planternes ve og vel?

For det at gøre ingenting virker. Henover sommeren har jeg læst stakke af havebøger for at være topforberedt til det øjeblik, hvor vi selv får en have, og jeg bliver helt svimmel, når jeg kommer til afsnit om kompostbunker. Det er så kompliceret, at jeg hver gang tænker, at netop det, finder jeg aldrig ud af.

"Der findes nok mennesker, der har bedre kompost end mig", siger Trine, da vi står foran kompoststakken, som godt nok følger reglen om at være lagdelt med grønt, andelort, halm og afklip fra haven, men hun sætter ikke så meget som et spadestik i den, for komposten skal som resten af haven have lov til at passe sig selv. Og da hun viser mig knudekål på størrelse med menneskehoveder og spidskål og grøntkål, der øjensynligt hellere vil leve end dø, kan jeg se, at kompostbunken, der aldrig har fulgt alverdens regler om at blive vendt og drejet, giver god næring.

Det gror godt herude i Valby, hvor det med forurening i jorden og luften jo er del af gamet. Og så alligevel ikke: "Nu er jeg jo ikke hundrede procent selvforsynende med den her have. Hvis vi kun levede af haven, vil det måske spille en rolle". En lille pause og et eftertænksomt kig ud over alt det grønne, der er ved at blive brunt, bliver afsluttet med: "...måske ikke..."

Og jeg forstår godt Trine, for sådan er det for mange af os. Vi bor steder, hvor det ikke ligger lige for at have spiseligt grønt, ænder eller korn, men ind imellem må man jo trodse omgivelsernes luner og gøre noget alligevel.

Som for eksempel holde dyr. På grunden i Valby er der ænder, der normalt går rundt i hele haven og æder alt, hvad der er af snegle (og der er mange, men ænder er, i følge Trine, bedre end høns til at spise den slags), men lige nu er spærret inde, for kragerne æder alt, hvad der er af ællinger.

Der er bier og masser af fuglekasser og træstubbe, som er gode til leg og til de øjeblikke, hvor hovederne skal kappes af ænderne, der skal spises.

Alt det liv findes i den have, som for få år siden var flad græsplæne. Og på vej hjem på cyklen med posen fyldt med grønt fra Valby, tænkte jeg på, hvor vidunderligt det er, at der findes mennesker, der uden at gøre særlig meget gør en hel masse. Og gør det helt vildt.

Vil du læse mere om Trines virksomhed Frugtformidlingen, så klik her.
Og vil du læse mere om do nothing haver, så google under do nothing gardening

så mange mennesker

2011-09-21T11:31:00.000-07:00

Vi er som regel fem til morgenmad, men som dagen skrider frem og vi nærmer os aften, stiger antallet af mennesker i vores lille hus. Der er dage, hvor det føles, som om børnetallet er tredoblet og antallet af spisende sjæle rundt om bordet er eksploderet, når vi skal i gang med aftensmaden. Det er hyggeligt, ikke mindst når der er saftevand nok i huset. Og når der altid står en dej klar til boller og brød (i dette tilfælde blev en dej til tre slags boller: rullet i nigella, drysset med urtesalt og neutral), når der er rigeligt med spegepølser i køleskabet og kaffebønner i kilovis, så kan vi klare meget. Også improviserede middage, hvor vi gerne byder på den fine anretning: pølsermadder.

Og jeg må sige: børn er taknemmelige skabningerne. Når de får lyst til en snack (og det gør de stort set hele tiden), så forsvinder alle de endestykkerne, der her i huset ender som kiks. Utroligt så mange brødrester vi kan få sendt af sted på den måde, ikke mindst hvis der er hældt lidt olivenolien over og drysset med salt.

Nu - i dag - har jeg for første gang i lang tid kastet mig over rugbrød bagt på surdej. Det tager tid og har passet skidt ind i travl september-kalender, men efter en weekend, hvor der blev serveret god mad, blandt andet på godt hjemmebagt rugbrød, fik jeg sådan en lyst til at komme igang med surdej igen. Og gøre noget jeg ellers aldrig gør: bruge kerner(efter opskrift fra Meyers Bagebog, hvor jeg så godt nok manglede knækkede rugkerne og var nødt til at improvisere lidt), hvad jeg ikke har gjort i mange, mange år af hensyn til sarte børnemaver, der, i hvert fald når de er helt små, ikke kan klare alle de frø og korn.

Nu er yngste barn gået hen og blevet seks, så jeg kan vist roligt vove pelsen og satse på, at alle er ved at være klar til et kerneorgie. Og skulle det gå galt, laver jeg hele balladen om til rugkiks og serverer for det hold af børn, der stempler ind i morgen eftermiddag.

Lolland er et gyldent æble

2011-09-18T13:11:00.000-07:00

Jeg ved ikke, hvor længe vi her i huset har talt om at tage til Lolland. Der er familie at besøge. Steder at se. Og mad at smage. Først skulle det være i løbet af foråret, så vi kunne se frugttræerne blomstre. Så skulle det være i løbet af efteråret, så vi komme smage frugt og købe alle de lokale herligheder. Men er det blevet? Nej ... fordi ... fordi ... fordi ... en helt masse kedelige grunde, som jeg ikke helt selv kan redegøre for.

Heldigvis har jeg i denne weekend været til konference for madskribenter, og i dag gik turen til Lolland. Ikke i selskab med familien for at besøge familie, men i selskab med en busfuld madglade og skrivelystne mennesker. Målet var Sydhavsøernes Frugtfestival.

Selv under grå himmel og med regnen faldende, dryppende og silende var det en herlig oplevelse. Jeg kom hjem sidst på eftermiddagen med...

... seks kilo nymalet rugmel fra Majbøllegård, hvilket jeg er så glad for, da jeg i går i vores lokale supermarked kun kunne købe tysk mel (det gjaldt både alm. og øko.), som oven i købet var adskillige kroner dyrere end det, jeg købte i dag.

...en liter solbær saft fra Fejø Marmelade, ikke fordi vi ligefrem mangler saft, men når fru Fejø Marmelade fortæller, at hun sylter og laver saft ved siden af sit daglige og noget mere lønsomme arbejde, fordi hun elsker at lave den slags, så løber købelysten af med mig. Og saften blev såmænd til, fordi hun ikke kunne nå at lave syltetøj, og de gode bær skulle jo ikke smides ud.

...flere kilo æbler fra Lilleø, som vi har spist som slik efter aftensmaden, der bestod af...

... ost og pølser fra Knuthenlund, som jeg har så stor respekt for. Hvis du vil vide hvorfor, så find Weekendavisen fra først i juli i år, hvor der var en artikel om Susanne (og nu har jeg lige glemt efternavnet) og hendes får og geder.

Og havde jeg haft en baby, havde jeg købt det fineste strik fra Strynø. Uld fra øen, strikket på øen.

Det kan godt være, der ikke er megen spas i Sakskøbing til hverdag, og der er næppe nogen tvivl om, at der er problemer, så det sejler på Lolland- Falster, men efter sådan en dag, vil jeg ikke høre om den rådne banan. Lad os kalde regionen for et gyldent æble.

Sylteriet

2011-09-16T23:50:00.000-07:00

Der er gang i gryderne, gang i eddiken og gang i kogebøgerne og den fri fantasi. Jeg har lavet, jeg ved snart ikke, hvor mange liter saft i løbet af den sidste uge på stikkelsbær, brombær, rabarber og æbler. En del har vi fået og noget har vi selv plukket.

En pose fyldt med grønne (og lidt røde) tomater fra mine forældre er endt som syltede tomater efter en Camilla Plum-opskrift (linket kommer, når jeg har fundet det igen), og som chutney, som jeg selv plejer at lave det med mango eller blommer. Det er et forsøg, og tiden på vise om grønne tomater kan gå den indiske vej. Status lige nu er, at jeg nok skulle have fundet en opskrift, for jeg ved, jeg engang smagte noget indisk grønne-tomater-chytney/relish, som ikke bare smagte godt, men også så pænt ud. For hvad angår det jeg har lavet, er smagen er ok, men det har altså fået en meget lidt charmerende grøn/mat rød farve, og lad mig sige det som det er ... det ligner desværre ikke bare et udkast til en god ide. Det ligner opkast. I det lys kan den gode smag jo hurtigt falme, men det får lov til at stå på toppen af køleskabet sammen med alt det andet, måske bliver det pænere med tiden. Måske.
Heldigvis har jeg lavet noget andet andet chutney, som bare er brunt på den helt almindelige jævne chutnye-måde. En pose købte æbler, der var en del mere forslåede end godt var, da jeg kom hjem og fik åbnet posen, blev kogt sammen med eddike, krydderier, salt og sukker. Så var det klaret.

Og så er der de syltede rødbeder, som vi ikke kan leve uden. Ligesom den rillede kniv, der giver riller i skærefladen. Jeg købte to på et loppemarked (1 krone pr. styk), og har allerede mistet den ene. Jeg vogter med stor nidkærhed over den, der endnu ikke er forsvundet, for rødbeder uden riller er ligesom bare ikke rigtige rødbeder.

Udover det eddikesyltede, der skal stå lidt tid, så forsvinder det hele lynhurtigt. Et eftermiddagsbesøg, hvor en flok 11-drenge, der hugger en stak leverpostejmadder i sig, giver tomme glas. En flok 9-årige der ender med at overnatte, drikker uden problemer et par liter saftevand. Og om morgenen er hjemmelavet syltetøj toppen på yoghurt. Sådan er det, og det er jo det, der er meningen med det hele.

Slut på sæsonen

2011-09-14T09:00:00.000-07:00

Så er det slut med brombær her i Valby. Vi havde glæde af dem, så længe det varede Masser af blåsort hænder på egne og andres børn. Og adskillige liter saft, syltetøj og et par omgange gør-det-selv-is.

Men nu er det altså slut, og grunden hvor de groede er ryddet og hegnet ind, så det er ikke bare slut for i år, det er slut for altid. Det er vi lidt kede af. For næste år er der sikkert parkeringsplads eller lejligheder, og det er jo bare ikke det samme.

Det kan gro alle vegne

2011-09-06T12:10:00.000-07:00

Disse røde tulipaner har Mai plantet. Jeg mødte hende til et foredrag, jeg holdt for lang tid siden om Selvforsynende på Første Sal, og hun fortalte den gang, at hun plantede blomster i byen i ægte guerilla garden-stil. Og se, i går sendte hun mig en mail med billedet af de røde bytulipaner, og skrev følgende:

Hvis jeg selv havde taget billedet, ville jeg have vist lidt mere af omgivelserne, så man kan bedømme effekten, men fotografen har stillet skarpt på blomserne. Jeg spirerede minijordbær og
valmuer i en sart pink fra frø i min vindueskarm og plantede ud, da tulipanerne var visnet, og min hjælpsomme genbo fra Elfenbenskysten, som hjælper mig med at skuffe, bemærkede, at der ikke var lys nok. Han fik ret, planterne er lige så små og undseelige, som da jeg plantede dem ud. Mine eneste plantesucceser i år er to kæmpevalmuer op af cykelskuret og en tallerkensmækker i farven "Salmon Baby", som jeg bestilte på nettet. Nu er jeg nået til den konklusion, at jeg bedre kan lide de sædvanlige gule og orange, men den smider om sig med frø, som jeg tørrer i vindueskarmen.

Skøn mail at få, ikke sandt? Og da jeg i dag havde et ærinde på Vesterbro (et kig hos galleriet Bob Noon), kom jeg forbi denne ranglede vækst. Jeg ved ikke, hvad det er, men den står et sted på Oehlenschlägergade, og den vidner jo (som Mais mail) om, at det ikke er så nemt med planter i byen.

For lidt lys, for lidt plads, for lidt ren luft og for lidt fed muld gør, at alt det grønne og røde ind imellem bliver lidt for småt og lidt for ranglet. Sådan går det ind imellem, og jeg er vild med det hele: ikke helt perfekt, men fantastisk alligevel på sin egen skæve måde.

Tak Mai!

Dansk kvalitet

2011-09-05T04:26:00.000-07:00

Måske er det bare naivt sværmeri. Måske er det er nationalromantik anno 2011. Men jeg sætter stor pris på mad og ting, der er lavet i Danmark.

Af mange grunde. Jeg vælger at tro, at kvaliteten er bedre her i landet. Jeg sætter pris på hensyn til miljø og etik. Og er jeg i tvivl om, hvorvidt de sider af sagen er i orden, er det nemmere at tjekke virksomheder, der har produktion her i landet end dem, der har produktion langt væk. Og så er der jo historien. Jeg kan simpelthen godt lide, at ting er en del af en tradition og en historie, jeg kender.

Desværre er der ikke meget, der bliver lavet i landet mere. Mad, selvfølgelig. Men ting: tøj, møbler, bøger - det er svært at finde.

I fredags skulle jeg købe en gave til et bryllup, vi skulle til i løbet af weekenden. Royal Copenhagen er jo ligesom en af garanterne for dansk kvalitet, dansk design og så videre og så videre, så jeg lod gavejagten finde sted netop dér. Og jeg blev da også lun om hjertet og mild i sindet, da jeg stod i forretningen og kiggede på det store maleri med de malende kvinder og ham kaptajn Hawkeye, der holder øje med, at penselstrøgene falder rigtigt. Lyset, stemningen, roen og øjeblikket af koncentration. Det er sådan det skal være, når vi taler kongeligt porcelæn.

Glæden og begejstringen holdt lige til jeg så dette mærkat:

Da jeg betalte for gaven (som ikke var koppen ovenfor), var jeg nødt til at spørge ekspedienten om kongeligt dansk porcelæn virkelig bliver malet Thailand. Og det gør det. Thailand, Korea og et tredje sted, jeg har glemt. "Ingenting i Danmark", spurgte jeg. "Jo, lidt." Jeg fik min gave, gik min vej og fortrød jeg glemte at spørge om: Hvor længe endnu?

Brudeparret fik deres gave dagen efter, og til festen holdt en klog og dygtig tekstildesigner og jeg vagt ved fadølsanlægget, og jeg spurgte hende om der er forskel på kvaliteten, når der sammenlignes mellem Made in Denmark og Made Langt-Væk.

De er nu gode til at male, trøstede hun mig. Men hun fortalte også, at når det gælder danske tekstiler, så er der firmaer, der gav 10 års garanti, da de producerede i Danmark. Det gør de ikke mere. Produktionen er flyttet hjemmefra og garantien holder nu kun i få år, for stofferne er blevet lidt tyndere i kvaliteten og knapper og bånd falder hurtigere af.

Det sukkede vi lidt over. "Er det virkelig så meget billigere at flytte til Asien for at få syet og malet", spurgte jeg. For dem med et gammelt produktionsapparat har det været en god forretning, lød svaret, men for andre har det ikke betydet det store. De flyttede, fordi alle flytter og der er ting, der er nemmere langt væk fra Danmark, men økonomisk ....

Så sukkede vil lidt mere, drak et par fadøl og jeg blev helt glad, da tekstildesignere sagde"... men det er ved at vende." Stille og roligt øges fokus på Made in Denmark. Det lokale har en fremtid - også når det gælder andet og mere end mad. Det store spørgsmål er så om det bliver en luksusvare eller om det bliver for alle?

Vi venter på svaret, og i mens glæder jeg mig over, at der hos Royal Copenhagen stadig er lidt plads til dansk håndarbejde. Udstillingen derinde er lavet af Baum und Pferdgarten, og jeg håber og tror, at den broderede og trykte dug, er håndlavet her i landet. Det håber jeg virkelig.

Slut med lus - og med peberfrugterne

2011-08-31T07:36:00.000-07:00

Hm, hm, hm...

Jeg har tænkt, overvejet og spekuleret over, hvad jeg skal gøre. Vores peberfrugter og chilier har fået lus, efter jeg stillede dem indenfor.

De har klaret en opvækst i en glasveranda i Sverige i fin stil. De tog det pænt, da vi stoppede dem ind i den lille bil og flyttede tilbage til DK. De smed blomsterne, men overlevede, da de den første tid her i Valby stod udenfor i skybrud og vild vind. Og da jeg forbarmede mig over dem og hev dem ind i den store vindueskarm, kom der ikke bare nye blomster og frugter, men også en skøn rødmen på de grønne frugter. Og altså også lus.

Jeg har plukket blade af. Jeg har vasket med sæbevand. Jeg har bandet og svovlet. Og jeg har tænkt gode tanker.

Lige lidt har det hjulpet, så nu spiser vi, hvad der er at spise, og resten ryger ud i kulden, hvor både lus og planter nok dør. Men ind imellem taber man tålmodigheden, og så må jeg jo leve med, at de chiliplanter, jeg havde håbet skulle stå til næste år, ikke holdt til mere end en sæson.

Har du et godt råd til at undgå lus næste år, så modtager jeg dem taknemmelighed!

Strandtæppet

2011-08-28T13:00:00.000-07:00

Husker du strandtæppet? Det jeg endte med at sy i hånden. Det blev færdigt i løbet af sommeren. Lap efter lap syet sammen i løbet af lange sommerdage. Og lagen efter lagen syet sammen i løbet af utallige strandture og sene timer i Sverige. Da det var færdigt, besluttede sommeren sig for at gå over i mol og regn. Så vi efterlod det på en hylde i huset, hvor det lå indtil denne weekend, hvor vi fik bragt de sidste af vores ting her til Valby.

Nu tjener det som sengetæppe. Farverne er vel friske (de var jo tiltænkt solskinsdage med blå himmel, blåt hav og rødt saftevand) til mit sengebehov, men sådan må det være, indtil vi en eller anden dag får det sidste af vores indbo ud fra opmagasinering. Dér bør være et tæppe i en lidt anden farveskala.

En detajle er jeg nu i særklasse glad for. Da alle lapperne var syet sammen og jeg skulle til at montere det, kunne jeg hurtigt se, at jeg ikke havde hvidt stof nok. Over- og undersiden er syet sammen af gamle loppe-lagener, men der manglede ret præcist et lagen til, at det kunne blive færdigt.

Jeg tog et par loppemarkeder i Skåne, men mine fund ud i lagener var for ringe. Forvaskede, plettede eller i en kedelig tynd kvalitet. Da vi så tog turen til Carl og Karin Larssons Sundborn, boede vi i Falun i Dalarna, og dér fandt jeg i en genbrugsbutik et overlagen med broderet kant. Om det er lavet i hånden eller på maskine ved jeg ikke, og det spiller ikke den store rolle. Det passede i længden og bredden, og tæppet blev færdigt til sommeren, der besluttede sig for at forsvinde.

Nu er så i brug alligevel, og jeg er glad for min souvenir, som kan se frem til at blive brugt igen og igen, når sommeren melder sig næste år og der er dømt saftevandspletter og havstænk i litervis.

Gang i det hele

2011-08-24T05:58:00.000-07:00

Gang i arbejdet. Gang i skolen. Gang i trætte børn. Gang i Valby. Gang i foredrag. Gang i fester og besøg. Gang i bøgerne og dagens avis. Gang i alle planerne. Gang i gryderne. Og ind imellem gang i hæklenålen, der ligger klar ved en stak grydelapper og et halstørklæde, der helst skal være gang i, når efteråret for alvor tager til.

Hvad har du gang i?

Brombærkrattet på en solskinsdag

2011-08-21T05:20:00.000-07:00

Da vi boede på Vesterbrogade, blev børnene holdt i relativ kort snor, når det gjaldt ture på egen hånd rundt i distriktet. Det var en af grundene til, at vi tog til Sverige. For at give dem oplevelsen af at gå på eventyr uden følgeskab af mobiltelefon og det moderlige falkeblik.

Nu er vi tilbage i byen, og de gode vaner, de har taget med fra orloven, kan vi ikke tage fra dem. Så de undersøger vores nye hood på kryds og tværs, snuser rundt og finde sære steder, nye veje og gør opdagelser, som vi sætter pris på (og dem vi ikke sætter pris på, er de nok for kloge til at fortælle os om).

I ugens løb kom ham på 11 hjem med blå hænder: "Der er helt vildt mange brombær. Og de smager sygt godt". En så smukt formuleret sætning om naturens herligheder, skal man jo ikke sidde overhøring, så i går tog han og jeg en tur i det lokale brombærkrat.

Og det skal jo ikke være nogen hemmelig, at jeg sætter pris på, at sådan et krat befinder sig ved en landlig grusvej eller langt inde i stille skov, men nu bor vi altså i Valby og tæt på en byggeplads, hvor skrammel og krat snart skal fjernes for at blive til boliger, parkeringspladser eller hvad det nu skal ende med.

Sådan er det, og ind imellem må man få det bedste ud af det man har - også når det ikke er helt perfekt. Så der stod vi solen og glemte hurtigt alt om det grimme, for brombærrankerne kradsede og bærrene var store og sorte og smagte af varme og sødme. Og i sådan et øjeblik af plukkeglæde, får vi talt om alt, det vi ikke har nået af tale om i løbet af ugen: skole, venner, gode dage og dumme oplevelser, og pludselig midt i det hele: "Jeg har tabt en tand".

En kindtand, der længe har været på vej ud, men nu gav efter for snak og en mundfuld friske brombær. Så hjem og skylle tanden og lave syltetøj, der blev kogt med det samme, for vi skulle jo alligevel koge vand til at drikke.

Nu dagen derpå, drikker vi igen vand fra hanen, spiser brombærsyltetøj, venter på en ny kindtand vokser op og udspørger det unge menneske om han på sine ture, har set et sted, hvor vi kan være heldige at få lov til at plukke æble. For jeg har en lumsk mistanke om, at han allerede har spottet et sted eller to derude i vores lokale jungle.

Grønne glæder

2011-08-19T12:19:00.000-07:00

Hele sommeren har vi haft glæde af en masse forskellig salat, som vi såede ved sommerhuset i Sverige. Selv om vi har en lille køkkenhave dér, så røg de små salatfrø i spande, krukker og altankasser. Fuldstændig som da vi boede på Vesterbrogade. Eneste forskel var, at vi år havde flere forskellige slags, og jeg som noget helt nyt prøvede at have mangol i en altankasse. Det kan anbefales. Det bliver ikke store blade eller kæmpe salathoveder. Det bliver fine blade i rigelige mængder.

Vi lod det hele stå udenfor, da vi forlod huset. Overlod det til sin egen skæbne, og selv om det lyder fjollet, savner jeg salaten. Ikke kun fordi det er rart at samle lidt ind hver dag, men fordi det er sjovt at følge med, at se det gro, trives og vantrives og hele tiden blive lidt klogere på, hvad vi skal gøre næste år.

En ting tog vi med. Eller rettere vi tog 7-8 af slagsen. Peberfrugt- og chiliplanter, som vi såede som små bitte frø i foråret, og som nu er blevet til store, frodige planter med peberfrugter og chili. Lige præcis sådan som det skal være.

De står i et stort, varmt vindue (efter lidt for mange dage ude i den kolde august-regn), og det er de glade for. Peberfrugterne er ved at blive røde, og når bare vi husker at vande og binde dem op, kan vi have glæde af dem længe.

Tanke magasiner

2011-08-18T00:09:00.000-07:00

Hvis du bor på Vesterbro eller i nærheden, så kender du med garanti Kihoskh på Sdr. Boulevard. I al min væren væk fra byen havde jeg glemt alt om kiosken indtil i går, hvor jeg skulle mødes med en veninde for at tale magasiner og tanke magasiner til mit indre idekatalog.

På vej hen til hende og et sted, hvor jeg kunne købe en stak blade, kom jeg forbi den glemte kiosk, og i sol og aftenstemning over byen var det oplagt at springe af cykle og gå på eventyr derinde, hvor der er skønt og skævt og vigtigst af alt: hvor der findes et stort udvalg af blade, magasiner, aviser, cd'er, tegneserier, digtsamlinger + al det ketchup og de mange øl, der ligesom skal være sådan et sted.

Og så er det så hyggeligt med en plet, hvor der bliver snik-snakket ved kassen, og hvor alle slår sig ned udenfor, mens kvarterets børn suser rundt og man med garanti løber en i en eller anden, der kan give en status på livet i byen.

Carl og Karin Larssons hus

2011-08-15T12:33:00.000-07:00

Jeg lover, dette bliver sidste indlæg med feriebilleder, men jeg er nødt til at dele en af sommerens store oplevelser. Eller rettere: forventningens glæde er til tider den største, for da det store øjeblik oprandt, druknede det i regn og erkendelsen af, at en af mit livs store kærligheder må deles med mange, våde turister.

I regn og rusk kørte vi en torsdag i ferien til Carl og Karin Larssons hjem i Sundborn. Gården kan kun ses indefra på en måde: 45 minutters omvisning. En fin omvisning, men jeg ville jo så gerne studere hæftningerne på bagsiden af Karins håndsyede gardiner og have tid til at falde i staver over de håndlavede puder, lamper og møbler, jeg kun har set på billeder. Det var ikke muligt, selv om jeg forsøgte at lave snigeren med at sagte bagud i flokken, men så ramlede jeg bare sammen med det næste omvisningshold og var dermed lige vidt.

Til gengæld må man bruge al den tid, man orker i den absurd dyre souvenir-butik, og i den workshop for børn, der ligger ved siden af kunstnerhjemmet. Det sted var så sjovt og inspirerende for os alle, at vi flere timer senere forlod Carl Larsson-gården med en beskeden mængde af souvenirs og en stor favnfuld af tegninger, tryk og ideer til sjove projekter.

Så kommer du på de kanter af Sverige, så tag en omvisning i huset i Sundborn, men afsat ekstra tid til at male, strikke, trykke og tegne sammen med de søde kvinder i workshoppen. Det er sjovt og næsten mere larssonskt i ånden end gården.

Selma Lagerlöfs kager

2011-08-11T14:10:00.000-07:00

Alle ture og udflugter i juli-måneds ferievarme forekommer her i regn og kulde at være langt, langt væk, men heldigvis er der billederne, og her er et par af dem.

Vi tog nordpå en uges tid. Til Värmland og Selma Lagerlöfs Mårbacka, hvor himlen var vidunderlig og suset af litterær og menneskelig storhed næsten vibrerede. Børnene havde en skøn dag. De spiste alle de ribs, de kunne finde. Og det var ikke så lidt, for der var ribsbuske i et omfang, jeg ikke tidligere har set ved et kunstnerhjem/museum.

Så der var nok til alle, også til den cafe, hvor der bliver solgt kager fra Selmas køkken. Det gav mig mulighed for at smage en kage, jeg i flere år har drømt om selv at bage, men som jeg aldrig har fået gjort noget ved: vinbärsgömmor.

Første gang jeg læste om dem var i Historiebok for kakälskare. I den står, at kagerne oprindeligt blev bagt i nogle særlige kopper på Marbacka. Det gør de nu ikke længere, og de er heller ikke kede af at bage med margarine deroppe i Värmland, men når det er sagt: så er det gode kager. Og der følger en sjov historie med.

Selma Lagerlöf elskede alt nyt. Hun var en af de første, der fik radio, så alle gårdens ansatte og almindeligt nysgerrige kunne komme forbi og være med på en lytter. Hun var en af de første, der fik et AGA-komfur. Og da kokosmelet var nyt og næsten ukendt i Sverige var hun en af de første, der brugte det i sit køkken.

Jeg har ikke selv afprøvet opskriften, men en dag skal jeg prøve opskriften fra hæftet "En doft af Mårbacka", som jeg købte den dag i juli, hvor solen skinnede og himlen var blå.

200 g. smør (opskriften foreslår margarine, men ...)
1/2 dl sukker
4 1/2 - 5 dl hvedemel
2-3 dl ribs (eller hvad der nu er af bær i haven)

Kokosdej
50 g smeltet smør (eller margarine, hvis det skulle friste...)
200 g kokosmel
2 æg
1 1/2 dl sukker

Hæld mel og sukker ud på bordet i en bunke, ælt smørret i, så det bliver til en mørdej. Rul dejen ud og tryk den ned i 25 små bageforme, og lad dem stå mens du blander alle ingredienserne til kokosdejen.

Fordel ribsene i mørdejsformen, og dæk dem kokosdejen.

Bages v. 175 grader i 15-20 minutter. Når kagerne er kølnet lidt af, tages de forsigtigt ud af formene.

Koldstart

2011-08-09T00:59:00.000-07:00

Sidste uge var koldstart af den tunge slags. Tilbage på jobbet efter fire måneders orlov, hvor jeg har glemt alt om at arbejde. Og værst af alt: en flytning, der gik mindre glat end beregnet. Vi skal kun bo her midlertidigt, så vi ville kun tage de vigtigste ting ud fra opmagasinering. Hvad der skete, hvad der gik galt, ved jeg ikke, men med ret stor sikkerhed fik vi alt det med, der har stået på loftet i mange år og som vi ikke har brug for. 60 flyttekasser med skrammel, babytøj, indiske figurer og besynderlige køkkensager, der har fulgt os gennem de studentikose år, og er blevet lagt i kasser i takt med eksamensbeviserne og de faste stillinger har meldte sig.

Selv om det kun er ting, så er det mange ting i mange kasser på et tidspunkt, hvor det gerne måtte være lidt let, og hvor lysten til at reinvestere er på et minimum efter en lang periode uden løn. Og skal jeg være ærlig, synes jeg måske nok, at alt vores gamle, arvede, loppede og noget skrammede indbo forekommer en anelse malplaceret her det nybyggede Valby.

Men bedst som jeg sad og klynkede over mit livs længsler og plager, fik jeg et verbalt rap over tankestrømmen: "Ærlig talt, hvor slet er det lige det her er?", spurgte min ægtefælle, "Du har haft fire måneder fire måneders orlov, og vi har hinanden. Vi har det hele!"

Det er jo irriterende rigtigt, så op på cyklen, af sted på arbejde og ud af feriens tunge slæbegear. Væk med kasserne og frem med alt det ubrugelige. Gang i melposerne selv om der skal laves dej ved 100% håndkraft. Gang i ideerne om grød og saft, når drengene hjembringer poser med mirabeller fra deres ture i den urbane jungel.

Og bedst af alt: ind med alle de dejlige mennesker, vi ikke har set længe, og som sagtens kan få plads i vores nye hus, hvor vi koger tevand i en stegepande, og bestikket ikke når rundt om bordet, når vi er flere end ni. Så vi udfordrer konceptet: at spise med fingrene, at spise i hold eller slet og ret; at spise med kniv og ske.

Og det går. Det mere end går. Det går godt, for vi er sammen, og god snak og dejlige timer afhænger øjensynligt ikke af antallet af knive og mængden af grimme flyttekasser.

Ny i byen

2011-08-06T12:36:00.000-07:00

Efter 15 år i byen bilder jeg gerne mig selv og andre ind, at jeg kender København. Nu bor jeg på kanten af byen, i Valby, og må konstatere, at det ikke passer.I dag cyklede jeg gennem Valbyparken for at finde gode løbestier, og fandt ukendt land. Så ukendt at jeg ikke, hvad det hedder eller om jeg kan finde det igen.

På grænsen af et kolonihaveområde lå en stribe huse. Eller skure. Eller hvad det nu hedder når det er en sindrig blanding af skurevogne, plastikplader og affaldsmateriale fra her, der og alle vegne. En del mere råt og langt mindre velfriseret end kolonihaverne.

Jeg tror, det er udkantskøbenhavn. Det man ikke kender, når man bor på indersiden.

Tilbage igen

2011-08-02T08:09:00.000-07:00

Sidst var det midsommer, sol og Sverige.

Nu er det august, sol, asfaltedrede boldbaner og flyttekaos i Valby, hvor vi skal bo, til vi ikke skal bo her mere. Altså midlertidigt og til vi finder det helt rigtige.

Og det gode ved bylivet er, at kan man ikke finde kaffen i al det hjemlige flytterod, kan man finde den på gaden. Kalles Kaffe står klar, når jeg møder på arbejde om morgenen. Det gør det hele meget, meget nemmere.

Midsommer i Sverige

2011-06-24T00:07:00.000-07:00

Så er store dele af Sverige ved at gå i gang med at pynte midsommerstangen og samle blomster til blomsterkransene. Det er midsommarafton i dag.

Forberedelserne begyndte allerede i går, og ved den lokale ICA var jordbærrene steget til ågerpriser (godt vi har vores egen prissikre jordbærmand lidt længere nede ved vejen) og et par drenge solgte blåklint, som blev revet væk i løbet af den halve time, vi var i byen.

Om lidt begynder de at gøre klar nede på engen, og vi deltager med stor fornøjelse, når der i løbet af eftermiddagstimerne skal danses om stangen, afholdes tombola og spises jordbær i rigelige mængder. De efterfølgende festligheder, der gør, at landet holder lukket i morgen, springer vi over.Eller rettere, børnene har bestemt menuen: flæskesteg fyldt med alle havens krydderurter, og en stribe svenske sodavand. Det er smagen af sommer på den danske måde.

Håber du havde en god årets længste dag forleden, en god Skt. Hans i går og en dejlig midsommarafton i dag.

Dovnebrød

2011-06-22T04:40:00.000-07:00

Der var en gang, hvor bondekoner kaldte lufthuller i brødet for dovnehuller. Et ordentligt brød var æltet godt igennem, for luft er der som bekendt ingen, der bliver mætte af.

I søndags var der en herlig artikel i Politiken om brød, der ikke skal æltes og som skal bages i en støbejernsgryde med låg, så det bliver det perfekt med smag og lufthuller, og oven i købet får en ualmindelig pæn overflade.

Artiklen var så godt skrevet, at jeg straks fik lyst til at bage, og heldigvis havde jeg sat dej over. Godt nok efter eget hoved, hvor der var æltet et kvarters tid på røremaskine og tilsat mere mel, men jeg bagte som anvist i artiklen: dejen hældt direkte over i en opvarmet gryde (der ikke er smurt) med låg og sat ind i en supervarm ovn. Og det virker, gør det.

Og smager så godt. Så godt, at det forsvinder meget hurtigt, og jeg derfor har bagt sådan hver dag (i går to gange indtil jeg fandt en større gryde frem fra gemmerne) siden i mandags. Og den moderne husmoders trøst er, at selv om der er godt med lufthuller i brødet, er det altså ikke ensbetydende med lutter dovenskab.

For øvrigt: på kage, kage, kage skriver Lise om sine erfaringer med at bage brødet.

Den længste dag

2011-06-21T07:08:00.000-07:00

Selv om natten var kort og lys, og dagen i dag er lang og fuld af sol, så bliver jeg altid så vemodig, når vi runder årets længste dag. Sommeren er jo slet ikke kommet helt i gang, og allerede nu vender døgnet. Sådan er det. Sådan er det hvert år, og i stedet for at sidde og sukke højlydt i verandaen, være trist i hjertet og tung i måsen, går jeg en tur i haven og ser på det, der gror, mens resten af familien henter en skålfuld bær hos jordbærmanden. Det er trods alt en helt fantastisk dag.

En høvlebænk er et godt sprogkurus

2011-06-19T13:29:00.000-07:00

En effektiv måde at lære skånsk på er at indrykke en annonce efter en høvlebænk i den lokale avis. Derefter vil stort 90% af den lokale befolkning henvende sig, for de har netop sådan en sag stående, og de vil meget gerne af med den.

Den første optimistiske sælger vil ringe så tidligt om morgenen, at man godt kan tage ordet "uanstændigt" i sin mund. Derefter vil telefonen kime, bimle og bamle non stop de næste par døgn.

Når man tager telefonen, vil den meget skånsktalende herre i denne anden ende begynde på en lang teknisk lovprisning af netop den høvlebænk, han vil sælge, og der er mange spændende ord at opsnappe i sådan en talestrøm.

Dernæst skal man spørge, hvor de bor, og en perlerække af små byer og flækker vil åbenbare sig. Ikke at forglemme anvisninger i kategorien "ved siden af det gule hus" eller "overfor Svensson" og "tag grusvejen ned til Lille Sven".

Og så er det bare med at bede om telefonnummeret, så alle de svenske tal kan blive afprøvet. Når den venlige mand har rablet alle cifrene af i et hastigt tempo, skal man ikke tøve med at bede om at få alle tallene gentaget. Langsomt. Derefter, og for en sikkerheds skyld, skal man selvfølgelig selv gentage telefonnummeret tal for tal, og mens det sker, kan man næsten høre, hvordan der et sted i Skåne bliver tænkt: jävla danska.

Så kan man lære det, kan man. Hvordan det er at være en af dem, ingen forstår. Og hvordan man taler om en høvlebænk på skånsk.

Belønningen er en masse nye ord og en gammel høvlebænk. Og mens børnene fejer omkring den, afpudser jeg mit svenske, og sætter pris på at have lært lidt nyt.

Onsdag i København

2011-06-16T03:49:00.000-07:00

Lavede interview med Laura fra The Sweet Spot i går i København, og greb chancen for et kig forbiThiemers Magasin iTullinsgade - tænk hvis alle boghandlere var lige så vilde med at gøre bøger og papir sjovt og levende.

Og et hurtigt kig gennem vinduerne til Kongehuset på Gl. Kongevej.

Det smager af mere

2011-06-13T13:29:00.000-07:00

Det er min svoger Michel, der er fabelagtig til at bage, der har lært mig at tilsætte et par spiseskefulde korianderfrø, når jeg bager rugbrød. Det smager så godt - syrligt og lidt skarpt. Og når brødet ikke længere er susende nybagt, er det stadig en fornøjelse at tage en bid og mærke de små frø springe i munden.

I dag bagte børnene grissini tilsat det de bedst kan lide: nigellafrø, urtesalt og oregano. Undervejs i bageriet spurgte én af dem: "Skal grissini'er være lange?" Det skal de jo sådan set ikke, så derefter var der freestyling i modellerne. Og taler vi smag, er form en faktor. Helt frem til sengetid blev det diskuteret om det var de lange eller de kringleformede, der var bedst .

Og mens børnene rullede, gik jeg i gang med det hvide brød, der om sommeren - og kun om sommeren - får et skudfuld frisk timian. Det smager så godt - morgen, middag og aften - og for os er det smagen af sommer. Fuldstændig som jordbær, nye kartofler, dild og alt det andet.

Hver gang jeg bager, tager jeg et kig på melposerne, der her i Sverige ALTID har opskriften på kanelbuller. På en af poserne er der oven i købet forslag til at eksperimentere med fyldet. Jeg kunne i og for sig godt tænke mig at følge de gode råd om nødder, citron og chokolade, men en kanelbolle uden kanel er jo ligesom noget helt andet, og det er en stor beslutning sådan at bryde med gamle vaner og fastlåste smagsløg. Så jeg læser og venter. Venter på den dag, jeg drister mig til at afprøve noget nyt på kanelbolle-fronten.

Det bliver bare ikke i dag.

Lupinhistorier

2011-06-12T03:06:00.000-07:00

For mange år siden læste jeg i bogen om Tasha Tudors have (som for øvrigt lige er udkommet på dansk, og som jeg kun kan anbefale, hvis du kan lide excentriske gamle damer, haver og historier), at det var telefonens opfinder Graham Bell, der sørgede for, at der kom lupiner til staten New England. Han havde nemlig altid blomsterfrø i lommerne, og dem spredte han rundt i staten, der ellers var lupinfri. Den historie har jeg gemt på i mange år.

I går aftes, da jeg sad og læste en bog om haveplanternes historie, fik jeg serveret en ny historie om lupiner. Her står, at lupinerne kom til Europa i slutningen af 1500-tallet takket været en vis John Tradescant, som havde frø med fra Nordamerika. Den historie vil jeg nu tilføje listen over lupinhistorie, om end jeg blev en anelse i tvivl om, hvorvidt lupinerne kom fra England til USA eller den anden vej. Eller om sagen simpelthen er den, at der er i Bells dage slet ikke var lupiner i New England i modsætning til resten af landet.

Uanset de finere detaljer i historierne, er de værd at samle på. Og tænke på, når man betragter en buket af det, der gror så lystigt langs motorvejene i disse dage. Det havde hverken Bell eller Tradescant næppe fantasi til at forestille sig, den gang de gik rundt med lupinfrø i lommerne.

Der er dage ... og så er der gode dage

2011-06-09T15:12:00.000-07:00

Vi har stået på trappen og jokket hinanden over fødderne for først at se dagens gæster. Vi har spist nye kartofler og drukket te (ikke på samme tid). Børnene har brugt formiddagen på at tegne skygger og perspektiver, og jeg har syet. Vi har kigget på træerne, himlen og jorden og tænkt: hvor er vi heldige, at vi kan være her, og hvor skal man bare huske at sætte pris på tiden, stilheden, duften af regn, smagen af nye kartofler og alt det vi har.

Jeg håber, du også har haft en god dag ... som nu er ved at blive til nat. God nat.

Et sus af byliv

2011-06-07T12:49:00.000-07:00

Det er dejligt herude på landet, hvor vi holder til denne sommer, men ind imellem skal vi altså have et sus af byliv, så i dag tog vi til Ystad. En skulle klippes, en anden skulle have strikkepinde, og alle skulle vi se på en brugt høvlebænk. Den slags livsfornødenheden som vi ikke kan klare her på grusvejen, hvor vi bor.*

Og så skulle vi på cafe. Det skal man, når man er i byen. For et par år siden var der den mest charmerende bogcafe i Ystad. Hyggelige bladre-bøger, den dejligste gård, hjemmebagte og lidt forbrændte kanelboller, og god og hyggelig stemning. Så skiftede den ejer, og det hele blev sådan lidt .... ikke så godt.

I et par år var det lidt sløjt med cafelivet, men sidste år kom Helsa På Kafé, hvor de er gode til hygge, loppe-kopper og forbrændte kage, eller som i dag: for lidt sukker i rabarberkagen, men det er jeg nu kun begejstret for, og så længe, de laver det hele selv og der er god stemning, kan jeg leve med meget. Også lidt surt til kaffen.

Og så har de strikkecafe. Jeg har trods mange planer ikke taget del i løjerne, men det ville være et godt sted at få strikket og bøjet et par svenske verber. Det må blive en anden gang.

*Høvlebænken viste sig nu at befinde sig for enden af en grusvej langt udenfor Ystad, hvad vi ikke havde taget højde for. Mere om den på et andet tidspunkt.

Tid til at læse

2011-06-04T08:14:00.000-07:00

Hele familien er taget til stranden. Og heldigvis trak jeg frinummer, da jeg er for utålmodig og for lidt solelskende til, at jeg altid kan/vil/må komme med. Det giver tid til at sidde på trappen i skyggen og læse. I ugens løb var jeg på biblioteket, og i min søgen efter en bog fandt jeg en anden.
Alys Fowlers Slow Gardening, som desværre ikke er oversat til dansk. Det er ærgerligt, for den er god. Så god, at jeg må se at få den købt. Det er bogen for alle, der har lille have (eller bare en altankasse og en vindueskarm), og for alle, der synes, det med have skal være både øko og billigt - og sjovt ikke mindst.

Fowlers er haveskribent og uddannet have-et-eller-andet i New York, og det sætter sit præg på hendes tilgang til genbrug og planteliv. Der er gode råd om at lave en lille kompostbunke, bygge varmebænke ud af materiale klunset i gaderne, gør-det-selv-gøde (jeg har nu lært, at det er godt med brændenælder, men kulsukker det er langt, langt bedre) og i det hele taget få det til at gro i potter, krukker, kasser og kommodeskuffer.

Meget charmerende og meget begavet. Og en bog af den slags, hvor man ikke får hysteriske drømme om kæmpehave eller blomsterbede i farvesymfoni, men bare får lyst til at have det godt, lade det gro og spise med fornøjelse.

Og så er jeg lidt glad for, at hun og jeg har et fællestræk, når det gælder vores liv med vækst i kasser:

Brændenælder

2011-06-02T12:56:00.000-07:00

... er i høj kurs, og vi har heldigvis mange af dem her på grunden.

Et par gange i løbet af ugen samler jeg topskud og de pæneste blade fra brændenælderne sammen (og tager i forbifarten også toppen af mynten, der står i en krukke i forhaven), og stiller det ind i køkkenet.

En del bliver ret hurtigt brugt til te og drukket af ham på 11, og resten bliver, når det er tørret, lagt i glas, så vi har til brændenælde/mynte-te til vinteren. For selv om jeg ikke er nogen stor tedrikker, og da slet ikke urtete-drikker, så har jeg altså soft spot for lige netop den kombination i vinterhalvåret.

Og så har jeg de sidste mange uger eksperimenteret med brændenælder som gødning til haven og potteplanter. Gammelt trick som skulle være effektivt. Billigt og nemt er det i hvert fald. Masser af brændenælder ned i en spand, vand over og så skal det stå adskillige dage og blive til en noget ildelugtende væske, der filtreres og hældes over i vandkanden. Ind til videre kan jeg ikke sige, at det virker. Jeg kan heller ikke sige, at det ikke virker.

Og dog ... perlagonierne, som vi har indenfor, blomstrer, som var det en fryd og fornøjelse at være dem. Det gør de måske, fordi det er det, de er købt til. Eller så gør de det, fordi de en gang om ugen for et skvat brændenælder (fortyndet med vand i modsætning til køkkenhaven, der får det ufortyndet).

Jeg håber, det vil vise sig at være effektivt, for det er en gødningsform, vi sagtens kan tage med tilbage til byen.

Hvis du har lyst til at høre svensk P1, så hør Odla med Stadsgrönt, hvor en Malmø-kvinde på fjerde sal fortæller, hvordan hun har brændenælder "bakom grillen", i gården. Dem bruger hun til at gøde sin altan-have med.

Kan du lide husflid?

2011-06-01T03:58:00.000-07:00

Tag gerne et godt kig på dette billede. Det er taget i søndags, og døren sidder i en gulkalket bygning tæt på Kulturen. Skånes Hemslöjds-konsulenter holder til centralt i byen. Det er ikke der, man går hen, når der er løbet en maske i strikketøjet eller man ikke ved, hvad der er op og ned på en savbuk, men det er et sted, hvor der bliver afholdt kurser, udstillinger og alt muligt andet, der har at gøre med hjemsløjd i Skåne.

Tag så et kig på dette blad, der mig bekendt er det eneste magasin om dansk husflid. Og så et kig på dette svenske hemslöjdsmagasin.

Der er en unægtelig en forskel, når det gælder overskud, udadvendthed og vil jeg mene: stolthed.

Det kan der være mange gode grunde til, men det er som om begejstringen, engagementet og interessen for husflid i Sverige er af en helt andet kaliber end i Danmark. Og ikke mindst at der er en lyst til at forene gamle traditioner med alt det nye, der er gang i, og så jo ofte - bevidst eller ubevidst - har rødder i det gamle.

Og det undrer mig, for der er jo masser af dygtige, kreative mænd og kvinder rundt om i Danmark, og en del af dem viser gerne deres skønne arbejde frem på blogs. Det er stort, men der mangler noget, synes jeg. Et sted at få et godt overblik over, hvad der er gang i rundt om i landet, og med det en mulighed for at finde ud af om det, der bliver lavet, måske har lokale karaktertræk eller ligefrem bliver lavet efter særlige familietraditioner.

En del af årsagen til, at husflid ikke fylder så meget i DK, er måske, at det lyder fælt gammeldags. Der er slemt nok at indrømme, at man har en forkærlighed for noget så bedaget som håndarbejde. Tanken om at stå frem i det offentlige rum og erklære sin kærlighed til husflid, kan jo nok få det til at gyse i de fleste.

Men måske skal fjerne støvet fra husfliden og puste nyt liv i det gamle ord? Blandet andet ved lækre magasiner som det svenske, og ved, for eksempel, at lade de kulturhistoriske museer række ud efter andre og nye gæster end de sædvanlige. Det gør de på Kulturen, hvor udstillingen "Folkkonst og Design" blander nyt håndværk og gammelt, og for øvrigt inviterer gæsterne til selv at gå i gang.

Selv om dele af udstillingen er traditionel med gamle uldbroderier i lukkede montre, så er det interessant hvor meget af det nye, der er inspireret af det gamle, og alligevelt er originalt i sit udtryk. Det er husflid (nogenlunde) i sync med 2011.

Jeg ved Holbæk Museum har haft en strikkeklub. Og måske har jeg også hørt om et eller andet i Århus. Men ellers? Kender du et museum i DK, hvor håndarbejde og traditioner er på programmet? På en måde, hvor du gider deltage?

Sidst omgang "tag et kig"...

... på dette billede, jeg tog en gang sidste år, hvor jeg var forbi museet i Fåborg, og så disse fine bolde, som jeg tænkte, kunne være sjove at strikke. Det kunne jeg så ikke finde ud af ved egen tankekraft, og jeg er aldrig kommet videre med det projekt. Men lysten blev fornyet og forstærket, da jeg i søndags så boldene her i et vindue på Kulturen....

Når jeg engang får knækket koden til den danske model, så bliver det inspiration fra Skåne, der bringer mig til level 2 i frembringelsen af strikkede bolde.

Husflid. Hemslöjd. Håndarbejde. Crafting. Hvad vi end kalder det, så er det sjovt og berigende for hoved, hjerte og sjæl, og hvis der oven i købet kommer en historie, en tradition, en god fortælling med i kølvandet på det, vi laver selv, så er det stort og noget vi skal passe på.

Når man fylder 40 år...

2011-05-30T02:50:00.000-07:00

...må man tage hvorhen i verden, man vil. Så derfor tog vi i går, hvor jeg fyldte år, til Kulturen i Lund. Vi har været på vej mange gange tidligere, men så har det sneet, så er vi faldet for noget andet på vejen dertil, og så er det aldrig blevet til noget. Men i går var der ingen forhindringer eller svinkeærinder, kun en klokkeklar plan om at tilbringe hele dagen blandt gamle byhuse, bondegårde, by- og landbohaver.

Og selv om jeg normalt holder mig til køkkener og soveværelser den slags steder, faldt jeg her for alle de mange tapeter og dekorationer på væggene.

Ugens buketter

2011-05-28T05:30:00.000-07:00

fra køkkenhaven

fra krydderurtebedet

og fra hånden.

GOD WEEKEND!

Lang som heden

2011-05-22T12:29:00.000-07:00

For adskillige år siden læste jeg Milan Kundera's Langsomheden, hvis titel på forsiden var brudt op, så der stod "lang som heden". Af en eller anden grund kommer jeg altid til at tænke på sætningen "lang som heden", når noget går vel langsomt.

Sidste sommer besluttede jeg mig for at sy et strandtæppe. Et, der kunne klare masser af sand, våde fødder, madpakkepapir, saftevand og i det hele taget ikke var for sart til brug.

Men et tæppe tager tid. I hvert fald når man vil sy selv. Først skal der samles stof sammen. Aflagt tøj, loppefund og billige stofrester. For det sjove er jo ikke at købe det hele med samme. Det sjove er at samle sammen i takt med det rigtige stof dukker op et eller andet sted.

Og så skal man jo også lige tage sig sammen. Stofstakken lå længe. Først på Vesterbrogade. Siden her i sommerhuset, indtil den blev vasket, strøget og klippet op. Endelig en aften i forrige uge fik jeg lagt børnene i seng, fyret op i pejsen, lavet kaffe og sat stikket i til symaskinen og var SÅ klar til at gøre det langsommelige projekt færdigt i en fart.

Men måske strider det mod alle patchworktæppers princip og personlighed at indordne sig under hurtighed, for maskinen faldt bogstavelig talt fra hinanden, da jeg begyndte at sy. Vitale dele, jeg ikke kunne banke på plads.

Så kaffen blev kold. Pejsen gik ud. Jeg råbte "f.ck det", for der er ingen grænser for, hvor charmerende man kan blive, når der er modvind i systuen. Desværre syr den slags energiudladninger ikke et tæppe sammen, så jeg sendte en tanke til det faktum, at jeg lige nu befinder mig i et land, hvor bondekoner og unge kvinder i generationer har syet metervis af skønne laptäcken. I hånden og uden at råbe "f.ck det" ud i mørket, når det gik galt eller langsomt.

Så nu syr jeg i hånden. Det tager sin tid, men der er timer om formiddagen, når vi har skole og igen om aftenen, når børnene sover.

Og sådan må det være, for det er jo ikke ligefrem sådan, at børn og ægtefælle tigger, beder og bønfalder mig om at sy det færdigt nu. Og det er jo heller ikke sådan, at vi ikke kan gå til stranden uden lige netop det tæppe. Det er jo bare noget, jeg vil, og det er mig, der har en fartdjævel i hjertet. En djævel af den slags, der har det lidt hårdt med "lang som heden".

I krig og kærlighed...

2011-05-20T01:44:00.000-07:00

.... og almindelig hverdag gælder alle kneb. Jeg eksperimenterer med smagen i vores rugbrød, og for at få alle med på legen, bliver der bagt i almindelige forme og små kageforme, så smagen af koriander, kardemomme og rug bliver afrundet af formen.

Jeg ved godt, det er et billigt trick i moderskabet, det med at få børnene til at spise ny mad ved at komme det på en pind eller bage i små forme. Men børnene spiser det hele uden at sige et ord. Okay, et enkelt: "Du behøver ikke komme kardemomme i næste gang" blev det til, men ellers intet. Det virker, gør det.

På samme måde med vores hjemmeskole som kører godt og solidt hver formiddag. Eneste lille men kommer fra ham på ni, der bare gerne vil gå i en skole, hvor man kan bruge timerne på at skrive lange historier, tegne blomstrende syrener, løbe rundt i skoven og hænge på hovedet i det gamle pæretræ. Og det der med matematik og gangestykker kan de jo bare muntre sig med på lærerværelset, hvis det er så sjovt og nyttigt.

Men det går jo ikke. Så vi ganger i regnebogen, ganger med kugleramme, ganger på computeren, ganger i haven og ved stranden, ganger ved sengetid og når vi står op. Selv i bededagene ganger vi, så vi har styr på arealet af urtehaven, mængden af mælkebøtter og altid ved, hvad 5x5 er. Vi ganger så vi er gangske i hovederne og trætte i stemmerne, men det virker, gør det.

København

2011-05-18T06:37:00.000-07:00

Der er mange gode grunde til, at vi har solgt lejligheden og jeg nu holder orlov. En af grundene var en pause fra byen, og et øjebliks ro til at blive klar over, hvad vi vil, hvad der skal ske og hvilke af vores mange drømme og planer vi vil gøre noget for at realisere.

Og det virker. Vi får tænkt, talt og overvejet en hel masse for og imod, og bedst af alt så kommer vi til savne alt det, vi har forladt for en fire måneders pause.

De sidste par dage har vi været i København. Vennebesøg, møder, legeaftaler og gadeture, der har mindet os om alt det dejlige, vi har i byen: uundværlige venner, gamler naboer og en masse gode steder og oplevelser lige rundt om hjørnet.

Det gør os klar over, hvor taknemmelige vi skal være for det frirum, vi har lige nu, og det gør os klar over, hvor meget vi har at komme hjem til igen. Hjem til byen.

Skovtur

2011-05-16T03:19:00.000-07:00

Kommer du til Skåne, så er Stenshuvud er must-see. Nationalpark af den slags, hvor man kan gå i løvskov, i nåleskov, i troldeskov, gå nede, gå oppe, klatre, løbe, søge ly for regnen og spise madpakker i solen, og hvor en søndag forsvinder i løbet af absolut ingen tid.

Og i dag skal vi noget helt andet: København kalder! Og vi glæder os.

God mandag til dig.

Så meget godt

2011-05-14T09:14:00.000-07:00

Det er ikke løgn, hver dag står vi op til en ny solskinsdag her i Skåne. Og jo - der er til tider så kold vind her på de åbne marker, at vi må gå med hue og handsker. Der er stunder, hvor vi keder os så det knager i det gamle hus og øjeblikke, hvor vi snupper et rask skænderi, for det hører nu en gang til i en hver familie.

Men solen skinner ... hver dag og lige gyldigt hvad. Det er godt, og i det hele taget har vi så meget at glædes over her i det svenske. Besøg af gamle naboer fra Vesterbrogade. Loppis i Borrby, og nu fine rækker af små figurer på bordene og adskillige meter skønt stof på tørresnoren.

Österlen-asparges og rabarber, som landmanden, jeg handlede hos, lige gik ud i haven og trak op, da han netop havde solgt de sidste af dem, han havde taget ind i morges.

Ikke at forglemme ... svensk øko-gin. Slut med at grine hånligt af Systembolaget. Og tro mig, den er god og jeg glæder mig til en aften i verandaen med en G&T og en sol, der går ned for at stå op i morgen igen.

I det grønne

2011-05-13T03:51:00.000-07:00

Det lignede et kålhoved, som det lå der på trappen, da jeg kom hjem. Men det er nu bare et gammelt dynebtræk, der er blevet klippet i strimler. Et lille stykke familie-teamwork, hvor jeg klippede et hak, så hver strimmel blev en centimeter bred, hvorefter ham på 11 trak strimlen af og ham på ni til slut rullede det hele sammen.

Meget sjovere end at gøre det alene, og da plænen efter en times tid var dækket af lange stofstrimler, valgte jeg at løbe en tur, mens drengene gjorde arbejdet færdig, og pænt lagde det på trappen. Okay, først spillede de vist lidt fodbold med kålhovedet, men bagefter ...

Nu venter det så på, at jeg går i gang med et eller andet, men det må vente til vi har været på stranden, har haft besøg af gamle naboer og jeg har fået læst lidt mere i Marilynne Robinson's Gilead, som sagtens kan trumfe en grøn stofkugle.

Mælkebøtte-paradis

2011-05-11T04:23:00.000-07:00

For år tilbage lærte jeg en meget vigtigt ting. Som byboer skal man være varsom med at lufte sin begejstring for mælkebøtter, når man er i selskab med hus-og-have-ejere. De får altid det sidste ord, for hvad ved byboere om det, der gror.

Og det kan der jo være noget om. Alligevel ... og fordi jeg dette forår og denne sommer bor i hus og er omgivet af mælkebøtter til alle sider, vil jeg i dette lukkede selskab ikke holde mig tilbage: jeg elsker mælkebøtter, jeg elsker mælkebøtter, jeg elsker mælkebøtter ... og jeg forstår ikke jagten på havens gule guld.

Faktisk bør vi slå græsset her ved huset, men jeg er ikke vild med det. Tanken om at slå ned på alle de gule hoveder, der lukker sig, når mørket falder og åbner sig, når solen rammer dem igen, er jeg ikke vild med. Så vi venter lidt.

Eller rettere, vi gør det på vores måde: i dag blev børnene sendt ud for at nappe nogle af hovederne af, så vi kan lave mælkebøttesaft. Og netop nu mens jeg sidder og skriver, kommer hende på seks stolt ind med en stor buket i gult.

Det er umuligt at hade vores mælkebøtte-paradis.

Helt perfekt

2011-05-09T03:31:00.000-07:00

Det var bogstavelig talt i sidste øjeblik, at vi i går nåede til Ystad Kunstmuseum for at se udstillingen Painterly Delight med værker af danske og svenske kunstnere. Udstillingen lukkede i går, og jeg ville, ville, ville bare se Mie Olise Kjærgaards malerier i virkeligheden, og vi nåede det heldigvis.

Hidtil har jeg kun set dem på billeder, hvor de fantastiske, men i live er de så perfekte og effektfulde, at jeg stod med fugtige øjne og sugede hendes svævende univers helt ned i hjertet.

Verden fra mit vindue

2011-05-08T13:42:00.000-07:00

Sådan ser det ud, når vi om aftenen kigger ud gennem vinduerne i verandaen.

Og sådan ser det ud, når vi kigger langs vinduerne i verandaen. Små spirende planter, der venter på mere sol og varme, og som vi håber, vil give os chilier og tomater denne sommer.

Hvor heldig kan man være?

Havedamen

2011-05-07T04:57:00.000-07:00

Det er ikke fordi jeg kan læse italiensk, men i april-nummeret af italiensk Vogue var jeg dog i stand til både at tolke billeder og læse navnet Jane Loudon, der på alle måder var en bemærkelsesværdig kvinde i 1800-tallets England.

Før det første skrev hun sience fiction-bøger.

Dernæst malede hun blomster, og det er de tegninger, jeg regner med, der står noget om i artiklen her, og som sikkert har inspireret en designer eller to til at bringe blomster ind i modebilledet denne sommer. Et par af hendes bøger findes for øvrigt på KB.

Yderligere ... og er det er den historie, jeg er vild med, var hun den første der skrev for kvinder om havearbejde. Indtil Jane Loudon begyndte at udgive tidsskriftet The Ladies' Magazine of Gardening blev havearbejde betragtet som noget råt og modbydeligt arbejde, bondekoner og tyende kunne tage sig af. Og de bøger, der var skrevet om emnet var ikke i en tone, der lagde op til pryd, nytte og dejlige stunder i det grønne.

Så Loudon begyndte at skrive om kvinder og havearbejde, og det viste sig, at hun ikke var den eneste, der gerne ville mere end spadsere lidt i skyggen og lade andre om at passe roserne og anlægge bede. Loudon havde igennem mange årtier masser af læsere, der lærte alt om at grave med spade og bære handsker samtidig, og i det hele taget fik alverdens nyttige råd om at passe og pleje have ved egen håndkraft.

Det gjorde hende mere berømt end science ficton-bøgerne, og jeg håber, at næste års mode vil bære nyttige uddrag fra hendes tidsskrift og havebøger.

Dagens madpakke

2011-05-04T12:56:00.000-07:00

Heldigvis vokser man aldrig fra at få en god stor madpakke med, når man tager væk fra sine forældrene. I går forlod vi Middelfart og dermed mine forældre, og som sædvanlig hjembragte jeg lidt af alt det gode fra deres have. Løvstikke og rabarber (+ en del andet).

I dag, mens børnene havde hjemmeskole, kogte jeg rabarbersaft, som de har efterspurgt siden de første milde forårsvinde begyndte at blæse. Vi har ikke rabarber her i Skåne, men nu står der alligevel over tre liter saft, der kan blive til jeg-ved-ikke-hvor-mange-liter saftevand.

Og der er så nemt. De skal bare skæres i stykker, lægges i en stor gryde og dækkes med vand, så det står 2-3 cm over rabarberne. Koges 20-30 minutter, hvorefter saften hældes gennem en sigte. Pulpen smides ud, og mængden af saft måles. Der går nemlig 300 gram sukker pr. liter saft. Saft og sukker koges igennem, skummes og hældes på flasker.

Hvis du på billedet spotter noget, der ikke ligner rabarber, så er det fordi jeg kogte en pose frosne have-stikkelsbær med. De lå nemlig også i madpakken.

Taget til Middelfart

2011-04-30T01:43:00.000-07:00

Hvor der er gode ruter, er der løbende folk, der nyder godt af de friske vinde fra Lillebælt og det kuperede terræn. Denne sommer afprøver jeg chi-running, der i følge vores løbekloge nevøer skulle være så godt, og jeg er lige ved at tro, de har fat i den lange ende.

Og hvor der er vand, er der badende børn.

Og hvor der er bakker, skråninger og blå himmel er der klatrende drenge.

Og hvor der er åbne låger og grønne oplevelser er der altid grund at gå ind. Når jeg løber her i Middelfart, sørger jeg for at slå et smut ind omkring køkkenhaven ved Hindsgavl. Så fin, så frodig, så meget at alt det gode og dejlige, at den altid er en oplevelse værd uanset om det er sommer eller vinter.

Og hvor der er noget at se, er der også altid noget at spørge om: Hvad er bibenelle, som der gror i krydderurtebedet ved Hindsgavl?

I løbet af kort tid

2011-04-26T21:56:00.000-07:00

Da vi kom her til Skåne for en måned siden var alt gråt og brunt. Kold himmel, nøgen jord, ild i pejsen, store huer og handsker til alle. Nu er det anderledes.

Det blomstrer, spirer og gror overalt.

Rødløgene, jeg købte for længe siden og lagde i en skål for at de kunne begynde at spire, gror grønt og lystigt. Der skal intet andet til end varme og lys, og på det seneste lidt selskab af hvidløg købt i Italien.

Og i verandaen et par nyindkøbte pelargonier. Man kan ikke bo i Sverige uden at have Mårbacka i vinudet.

Stresa - byen der var

2011-04-25T07:16:00.000-07:00

Vi sad i bilen og skulle nordpå, da blikket faldt på Lago Maggiore og byen Stresa, der i guidebogen blev fremhævet på grund af sin "faded belle-époque charm". En sådan beskrivelse kunne vi ikke bladre væk fra, så vi tog til byen, der intet gør for at skjule, at fortiden er kommet for at blive.

Store palæer i tilgroet forfald. Enorme haveanlæg, der blomstrer og dufter af magnolier, kameliaer og blåregn. Og en udsigt udover søen og dens øer, der engang var private, og i dag er turistmål, der fremviser overfloden fra den gang Europas aristokrati solede sig i storhed og overdådighed og trak en em af drama, fallit og forfald efter sig.

Vi kørte forbi det femstjernede The Grand Hotel des Borromées, der udgør en del af rammerne i Ernest Hemingways Farvel til våbnene, og tog direkte til det charmerende art deco-hotel Regina Palace, hvor en ortodoks jødisk konference lagde beslag på alle værelser. Videre til Hotel la Palma, hvor der er så fint, at tapetet er rødt og blomstret, dørene binder, badeværelseslåsen går i baglås og overtjeneren...

Oh ja, overtjeneren i den hvide jakke og med en sideskilningen, der lå lige over det højre øre og trak det tynde hår i glinsende baner over mod det venste øre. Overtjeneren, der med lydløse knips og en usynlig jernnæve styrede en hærskare af grønklædte tjenere. Overtjeneren, der havde et blik så surt og træt, som havde han været på arbejde alle dage siden la belle epoque.

Og det er sådan Stresa er. En lidt træt turistmagnet med udsigten til fortiden som vigtigste attraktion. Overalt i byen og på hotellerne er der billeder af byen, som den var den gang, der var heste i gaderne og damerne gik med hat.

I dag er det palmer, legepladser med knirkende gynger, kukure i souvenirbutikkerne og turister i solide travesko og med hovedet fuld af ønsker om suset af det, der var.

Påskeferie 2011

2011-04-23T12:28:00.000-07:00

Vi har været i München og spist egnsretter, inden vi tog til Italien og...

... Venedig, hvor vi så alt det vidunderlige, vi kunne se for den endeløse mængde af turister og mærkevareforretninger...

... og til den lille landsby i Piemonte, hvor min søster har hus, og vi spiste så godt og fik så mange oplevelser, at vi stadig smiler...

... og til sidst endte i Stresa, som vi ikke kendte, før vi besluttede at blive et par nætter og se nærmere på byen, hvor fortiden er kommet for at blive. Mere om den senere...

... nu er vi i Sverige, og på hylden i køkkenet står mine souvenirs. Frøposer fra marked i Asti. De skal i jorden i morgen. Men først skal jeg have læst min veninde Trines kronik om Afghanistan, frihed og litteratur og lagt en stak trætte børn i seng.

Snart påske

2011-04-13T11:10:00.000-07:00

Jeg kunne holde orlov resten af livet, men det går jo ikke. Der skal også være tid til at holde ferie, så det gør jeg nu. Vi ses om et par uger.

God påske og gode forårsdage til dig!

For øvrigt - har du tid så læs Poul Joachim Stenders mange ord om påsken, og husk endelig at klikke videre til opskrifterne.

Næsten mandag

2011-04-10T13:28:00.000-07:00

Efter blæst, storm, tåge, regn og kolde, kolde dage så en overflod af varme og masser af tid i det grønne.

I fredags hentede vi den sidste krukke fra Vesterbrogade. En omgang triste purløg, der nu får lidt kærlig pleje, og så skal de nok gro. Noget af det sidste jeg lavede i DR inden orlov, var et kort indslag om USA's tredje præsident Thomas Jefferson, der var noget af en køkkenhave-haj (ellere rettere det var nok hans slaver, der var, men det er en anden historie, som du bl.a. kan læse om hos Néné). Han anbefalede, at man fra februar til september hver mandag såede salat. Godt råd, som jeg har tænkt at følge - mere eller mindre. Vi har gjort søndag til mandag, og sået salat i dag, så vi om føje tid kan få meget, meget mere af det grønne.

Hvis du vil læse mere om Thomas Jefferson og Monticello.

Man forundres....

2011-04-09T05:27:00.000-07:00

I går var vi i København. Ærinder at klare. Gamle naboer og gode venner at besøge. Og så lige en tur op ad Gl. Kongevej for at beundre og forundres.

I den relativt nye Røde Kors-forretning ved Værnedamsvej er der en pompom-udstilling. I sig selv meget fin og farverig. Hvad jeg forundres over, er det faktum, at alle disse kulørte kugler er fremstillet i Vestre Fængsel.

Det giver anledning til alle de gode hv-spørgsmål: Hvem? Hvad? Og ikke mindst hvorfor?

Dagen derpå

2011-04-07T00:17:00.000-07:00

I går holdt vi fødselsdag hele dagen. Hende på fem blev seks, og havde mange ønsker for dagen. Blandt andet croissanter til morgenmad og sushi til aftensmad. Så nemt at skaffe, når man bor på Vesterbrogade. Så helt igennem umuligt at skaffe, når man bor meget langt ude på landet. Og der er der, vi bor lige nu.

Så vi gik selv i gang. Og fra nu af er det, uanset hvor vi kommer til at bo, slut med købte croissanter. Meyers bagebog, s. 171. Sprøde og med de lækreste papirtynde flager, der selv dagen derpå drysser ned på bordet, så alle i det lille hjem henført siger "Ih" og "Åh" og "Bedre end i Paris". Bonus: opskriften siger man får 20 croissanter. Vi fik 30 store stykker, og det lader ikke til at være én for meget.

Sushi stod min mand for. Jeg hverken kan eller vil, men han gør det gerne, og det er altså en af mange gode grunde til at være taknemmelig for at være blevet godt gift. Jeg tilbød en lille syltende hånd, så der kunne komme ingefær på bordet. En god og nem måde at blive fri for de der besynderligt røde syltede ingefær, der kan købes i glas.

Og var der jo gaverne. Udover en krystalkugle og prutteslim var der et ønske om et penalhus. Og jeg ville ønske, jeg kunne sige, at hun havde set det i min bog, hvor modellen bliver brugt til strikkepinde. Men nej, hun så stort set samme model i Hello Kitty-bladet i januar, og ønskede sig med det samme sådan et penalhus til skolestart. Heldigvis tilføjede hun dengang: "Bare uden Kitty". Hende kan vi ikke selv lave.

Æblesirup

2011-04-05T01:36:00.000-07:00

For nogen tid siden læst jeg et indlæg på Soulemama's blog, der (altså indlægget) handlede om hjemmelavet ahornsirup. Det så helt fantastisk ud, og så har hendes amerikanske hverdag en ting tilfælles med vores danske. Ahornsirup fylder godt på udgiftsposten, når vi er ude at handle.

Et par dage efter sad jeg hos min svigerinde og bladrede igennem hendes mange lækre kogebøger, og i en af dem stod, at man ikke skal smide æbleskræller og - skrog ud, når man skræller store mængder æbler. "Affaldet" kan bruges til at koge æblesirup. I bar begejstring over den oplysning, glemte jeg helt at skrive ned, hvilken bog og hvordan det skulle gøres.

I den situation hjælper nettet alle. Med æbleskræller gøres det sådan her. Med ufiltreret æblesaft gøres det sådan her. Og med en Guds gave af vilde æbler gøres det som hos Hanne K. Jeg endte med at gøre sådan her:

Et kilo æbler (hvor blomst og stilk var nippet af) blev revet, overhældt med en liter kogt afkølet vand og stillet koldt et døgns tid.

Det hele blev hældt over i en sigte beklædt med et viskestykke, der blev bundet sammen og hængt op, så saften kunne dryppe af. Og da jeg ikke gad vente mere på det drypperi, vred jeg viskestykket hårdt adskillige gange, så al saften kom ud. Det forvandlede den fine røde saft til en noget grumset sag, men eftersom det skulle koges, regnede jeg ikke med det gjorde noget. Og det gjorde det heller ikke.

Det gav 1 1/2 liter saft, som jeg kogte ned med et par deciliter og skummede af, hvorefter der blev tilsat 700-800 gram rørsukker (halvdelen var hjemmelavet vaniljesukker, som jeg også laver på rørsukker)

Det småkogte en 1/2 time, og det er for lang tid, hvis det skal være fint flydende. Vores sirup befinder sig på stadiet før gele, og det er jo ikke meningen. Men smagen ... smagen er helt fantastisk.

Det er ikke ahornsirup. Det er noget helt andet, men det er en god erstatning, og ud af 1 kilo æbler og hvad der svarer til et godt weekend-projekt fik vi 750 ml. skøn sirup/gele, som alle i hustanden gider spiser.

Og nu - selv om det jo er helt udenfor sæsonen - en hyggestund med denne skønne sylte/tørre/salte/henkoge-bog, som jeg modtog med posten i går. En gave fra min studentermedhjælper i DR. Den dejlige unge mand ved lige, hvad der går i hjertet på en ung frue, der holder fri i det svenske.

Wallander-Land

2011-04-02T14:55:00.000-07:00

Da jeg i formiddags kørte til Ystad for at klare ugens indkøb, kørte jeg hele vejen i tæt, tæt tåge.

Da jeg senere på dagen skulle tilbage, kørte jeg hele vejen i tæt, tæt tåge.

Begge ture fik mig til at tænke på den eneste Henning Mankell-bog jeg har læst, og hvis titel, jeg ikke husker. En eller anden, hvor Wallander kører fra Ystad til Löderup i tæt, tæt tåge. Samme vej, som jeg kørte i dag.

Da jeg kom hjem, stod børnene og hoppede på trappen til huset og råbet: "Ved du, hvad vi har fundet. Ved du, hvad vi har fundet."

"En død mand", var mit bedste bud efter bilturens tåger-tanker om Wallander på de svenske landeveje.

"Nej", råbte de i munden på hinanden, "men næsten", tilføjede ham på 11 og så svært lykkelig ud.

Herefter jeg blev trukket ind i loen, hvor et todelt kranium lå omgivet af adskillige løse knogler.

"Vi fandt det nede ved skoven. Det lå bare spredt ud over det hele, og vi samlede det hele sammen. Der er også nogle tænder et sted". Ham på otte kunne næsten ikke få luft for alle de herligheder, der skulle ud. Og så kom spørgsmålet: "Hvad tror du, det er for et dyr?"

Jeg pegede på hullet i panden: "En ko, der er blevet skudt i hovedet."

Det var helt forkert svaret, kan jeg her afsløre. Enten er det...

1: En dinosaur med horn i panden (fire ud af familiens fem medlemmer er for den mulighed, jeg undlod at stemme)
2) Et rensdyr, der jo som bekendt har gevir (to ud af .....)
3) Et æsel, der ... ja, det ved jeg ikke, måske har de bare hul i hovedet (en ud af...)

Så her står vi så. Efter en hel dag i tågerne, mangler vi Wallander til at opklare sagen for os. Hvad er det, vi har fundet? Hvorfor har den hul i panden? Og var den mon kødædende eller planteædende?

Så gik endnu en dag

2011-03-31T13:31:00.000-07:00

Mørket er faldet tungt omkring huset, børnene sover og regnen drypper højlydt fra tagrenderne. Endnu en aften har indfundet sig, hvor jeg kun kan forundres over, hvor hurtigt en dag kan gå. Sådan har det også været de andre gange, vi har holdt orlov. Dagene er gået uden vi har udført verdensrevolutioner, rejst jorden rundt eller bedrevet andre store sager. Det har bare været hverdag hver dag ... og så er det jo alligevel helt anderledes, og vi gør en masse, vi ikke plejer.

Skolen står vi selv for, og ind til videre er det en stor succes.
Varmen står vi til dels også selv for. Drengene fik den smarte ide at samle brænde på stranden, og cyklede afsted i regnen for at komme hjem med et par spande fyldt med våde grene. (Så udfordrende at sende dem afsted uden mobiltelefoner, uden moderligt opsyn, uden noget som helst andet end troen på, at det nok skulle gå. Og det gjorde det!) Og hende på fem elsker at save, og så længe hun fortsætter med at gå fra savbukken med hænder og Hello Kitty-handsker i god behold, får hun lov til det.
Underholdningen står vi også selv for. Vi har fået net-adgang, men ikke TV, og det passer os perfekt. Børnene leger "Det nye Talkshow" med to værter og en syngende praktikant. Og i går kom min gode veninde Trine Andersens nye bog "Det ved vi ikke endnu". Slugte de tre første noveller i går inden sengetid, og har vekslet mellem strik og læsning i løbet af eftermiddagen. Nu er det tid til det sidste træk i bogen, og jeg glæder mig.

God aften og dejlig 1. april i morgen!

På en grå dag....

2011-03-29T03:51:00.000-07:00

Mens vi sidder her i Skåne og venter på at solen begynder at skinne, og mens børnene er i gang med deres hjemmeskole, der i dag er bestyret af deres far, der tager sig af brøkregning og musikundervisning, har jeg tid til at få styr på de sidste ugers mange oplevelser.

Rydde op i alle de bøger og sedler, der er blevet samlet sammen og er fulde af historier og ting, jeg absolut ikke må glemme, men lige nu ikke kan huske noget som helst om. Og så et kig på de billeder, der er løbet i kameraet.

Efter tre dages formidlingsseminar i sidste uge, tog jeg torsdag en museumstur på Fyn, når nu jeg var dér. Johannes Larsen-museet, hvor muligheden for at se kunstnerhjem og særudstillingen om Værk-steder var perfekt i forårssol og torsdagsstilhed, hvor museet ikke var overrendt og der hang en fin duft af brun sæbe i det gamle hus.

Og så en tur til Brandts Klædefabrik for at se Maria Bianca Barmen, hvis værker af en eller anden grund fik mig til at tænke på Alice i Eventyrland. Skrøbeligt, eventyrligt og underligt på en fascinerende måde.

Godt med et gensyn, og mens jeg kigger og børnene regner, begynder solen at skinne.

Lad det gro

2011-03-26T12:45:00.000-07:00

Så kom dagen, hvor vi kunne placere alle kusine Inges små frø i jorden. Hun gav ikke bare frø til tomat, chili, forskellige slags peberfrugt, hun anbefalede også at plante i sådan nogle små tørv-dimser, som vokser, når de bliver vandet.

Stort projekt for børnene, der vander og venter i et væk, for det ville være rart med en hurtig høst i vindueskarmen. For de kan holde styr på, hvad der gror hvor og vokser frem hvornår, er minihaven blevet aftegnet og det var pudsigt nok lige så sjovt som det at få frø i jorden.

Glasset bagved er mit forsøg på at lave drivhus til kardemommekerner. Aner ikke om de vil gro. Det skulle være meget svært, med mindre man har noget nær indisk klima og kan gøde med bengalsk tiger-gødning. Nu ser vi, hvor langt vi kan komme med god vilje, et glas og almindelig blomsternæring.

Og så holder vi øje med kartoflerne i køkkenet. Normalt tager vi fra køkkenskuffen, hvor vi altid på denne årstid kan finde en lille stak, der er begyndt at spire, men i år er vi flyttet så meget, at intet er gemt eller glemt. Så for fjorten dage siden købte vi kartofler til aftensmaden, dem der ikke kom i gryden, endte i æggebakker, hvor de kan stå og spire, så vi har noget at lægge i jorden om ikke så lang tid.

De røde hedder Asterix, og med det navn kan det vel næppe gå galt. Yderligere har de den kvalitet, og det er nok mest mig, der sætter pris på det, at de er faste og ikke melede. De store er et par bagekartofler, der lå tilbage i en stor sæk, efter noget familie-fest vi holdt for en måneds tid siden. De bliver vist grønne og sære, før de spirer. Det må de selv om. Hvis de vil være med, er der plads til dem i jorden. Hvis ikke, ryger de ud.

Tilbage igen

2011-03-25T14:44:00.000-07:00

Så er vi langt om længe nået til Sverige, hvor vi skal tilbringe de næste fire måneder. De sidste uger har været berigende, når det kommer til inputs og møder med alverdens mennesker her og der og alle vegne, men ...de sidste uger har også været hektiske, og vi har sagt farvel en masse gange, og næsten ikke haft tid til at tænke over afskeden, før vi skulle videre til et nyt sted, et nyt møde eller en ny dag.

Vi sagde farvel til hotellejligheden på Frederiksberg Alle, hvor udsigten de sidste to måneder har været så cool og så urban, at vi har brugt mange stunder til bare at kigge på flaget og bygningerne overfor.

Vi har sagt farvel til blå futter i børnehaven, da yngste barn sidste fredag var i institution for sidste gang. Aldrig mere børn i børnehave, aldrig mere flyverdragter og sutsko et andet sted i byen, aldrig mere disse vidunderlige pædagoger, som altid har gjort så meget for vores børn. Pædagoger, der fortjener langt mere end den flaske vin, vi gav, for de arbejder, selv om lønnen er lav, betingelserne bliver ringere og besparelserne mere og mere ondsindende.

Og så et - midlertidigt - farvel til udsigten fra kontoret i DR-byen. Ikke flere overvejelser om næste uges program. Ingen grund til at gå op i, hvem der har snuppet tavlen i mødelokalet, så der nu må skrives på vinduerne. Og i en periode ikke flere gode ideer og daglige grin med alle mine vidunderlige kollegaer.

Vi har sagt farvel. Nu er vi her.

Vi tæller ned

2011-03-16T04:53:00.000-07:00

I grunden er disse uger luksusuger med masser af optagelser, møder i skoleregi og sammen med Kvinfos mange eksperter, en enkelt workshop hos Pernille Melsted, og i næste uge en god lang uge, der stort set bare skal handle om formidling og passion.

Alligevel tæller jeg ned til fire måneders orlov kan begynde. To uger her i landet, så hedder adressen Sverige: lösgodis, sockerdricka og kanelbullar i lange baner + hjemmeundervisning, lidt skrivning, liv på landet og ingen andre planer end bare at være samme.

I weekenden fik jeg en mail for mine forældre, der kunne ville én ting. Nemlig fortælle at de have plukket og spist årets første høst af ramsløg.

I morges da jeg gik gennem Frederiksberg Have med solen i ryggen og hende på fem bag på cyklen, forsøgte vi at finde ramsløg. Ikke for at plukke - bare for at se. Men uden held. Jeg håber, vi har mere held om 14 dage, når vi får masser af tid til at snuse rundt i skovbunden og leder efter alt det spiselige.

Gammelt til køkkenet

2011-03-15T13:32:00.000-07:00

Her i det lille hjem er der ikke helt enighed om, hvorvidt det er skønt med gammelt i køkkenet. Jeg elsker det lige så meget som min ægtefælle hader det. Han fulgte i sin studietid et kursus, hvor en eller anden professor medbragte om gammel skåret tallerken, som i følge den gode professor var fspækket med modbydelige bakterier i alle revnerne. Det gjorde et stor indtryk, og selv om vi normalt har plads til meget, må jeg acceptere, at vi ikke plads til genbrug i køkkenet.

Nu er sagen bare den, at vi længe har manglet både æggebægre, der kunne holde til brug, salatslynge af den gammeldags slags og en ekstra skrællekniv i den svenske model, så da jeg forleden fandt det hele i Kirkens Korshær i Valby slog jeg til.

Det er ikke nået ned i køkkenskufferne, og det sker måske heller aldrig, men glæden ved at eje er jo stor, og hvad angår salatslyngen, er det topunderholdning for børnene at gå rundt med den som hat. Og hvis ikke æggebægrene når bordet, spår jeg dem en stor fremtid, når det bliver vejr til leg på stranden.

Venter lidt endnu...

2011-03-13T12:55:00.000-07:00

.
.. og er der noget vi ikke har lyst til, så er det at vente lidt endnu. Men eftersom vi de næste fjorten dage bor lidt her på hotellet og lidt på Fyn, inden vi flytter til sommerhuset i Skåne, tør jeg ikke sætte noget til forspiring, selv om vi vel burde været gået i gang for længst. Det vil garanteret tørre ud eller mugne væk i de skånske vindueskarme, når vi ikke kan holde øje med det.

For som sædvanlig skal vi have køkkenhave i sommerhuset, og i år har børnene fået en skøn foræring fra min kusine Inge, der har samlet frø i sin egen have + lidt fra sin søns have. Han er drivhusejer i stor produktiv stil, og det er altså blandt andet hans frø til tomater, peberfrugter, chilli og en masse andet godt, der ligger og venter i de små og store plastikbægre.

Yderligere har vi lidt tilbage i poserne, vi købte sidste år, og så skal vi eksperimentere med soyabønner, som jeg har købt en pose af i det lokale supermarked. Som tørrede bønner er det noget nær det mest kedelige i denne verden, man kan spise, men friske og grønne er de vidunderlige, og jeg har læst, at andre har held til at få dem til at gro her i landet. Så det håber jeg også, vi får.

Et andet eksperiment bliver at stoppe nogle kardemommekapsler i jorden. Vi fandt en gammel pose i et køkkenskab. Udløbsdatoen var en gang i 1999, men da jeg fra arkæologiske udgravninger ved, at der ind imellem kan være held med at plante frø, der er både 100 og 1000 år gamle, synes jeg, vi skal prøve med dem her. Godt nok har et par søgninger på engelske sites gjort det klart, at det er stort set umuligt at få kardemommekapsler til at spire i vores klima, men det skal jo ikke afholde os fra at gøre forsøget.

Åh - hvor vi glæder os til at komme i gang, men i dag har vi altså ikke gjort andet end kigge på alle sagerne og talt om, hvor underligt det er, at noget der er så småt, kan blive til noget, der er så stort og så sjovt.

Brød og biller

2011-03-11T04:49:00.000-08:00

En kollega skulle have ryddet op på hylderne, og tilbød på vores intranet, at Salmonsens Leksikon kunne afhentes gratis. Det gjorde jeg med glæde for et par uger siden, og hvilken fryd, hvilken glæde at tage et øjeblik til at læse og til at at kigge. De skønne farvelagte opslag med planter, flag, lande, dyr og biller.

Og så alle oplysningerne. Jeg vidste jo for eksempel ikke, at brødovnen har sin egen udviklingshistorie. Og brødbagning bliver så fascinerende og en anelse kompliceret, når det formuleres i en tekst fra 1918:

"Ved Bagningen tilsigter man at dræbe Gæren, at forklistre Stivelsen, uddrive noget af Vandet og danne Skorpe."

I weekenden vil jeg tilsigte at dræbe gæren, forklistre stivelsen, uddrive vandet og danne skorpe på de semlor, jeg har gået og drømt om siden sidste weekend. Eller måske skal vi hellere satse på havrekager. Det kan børnene nemlig finde ud af, og så kan jeg sidde i verandaen med en bog, mens de tilsigter at dræbe gæren, forklistre stivelsen, uddrive vandet og danne skorpe. Der er så godt nok ikke gær i havrekager, men man kan vel også tilsigte et eller andet med bagepulver.

Genbrugskunst

2011-03-09T11:44:00.000-08:00

I søndags, da vi kom tilbage fra sommerhuset, tog vi et smut omkring Øksnehallen for at se genbrugskunst.

Victoria Ladefoged og Klaus Samsøe har været i gang, og enkelte af sagerne har vi set fra den spæde begyndelse, da Samsøe's butik ligger overfor vores gamle lejlighed på Vesterbrogade, og ind imellem har vi været forbi, og har fået lov til at se med, når gamle viskestykker blev til fliser, der skulle blive til borde.

Nu kan det hele ses i færdig form, og vi var ret begejsterede for billederne og boksepuden i denim.

Klar til en ny uge

2011-03-06T12:35:00.000-08:00

Sidste var det fredag. Nu er det søndag aften og en ny uge venter lige om lidt. Weekenden forsvandt som et lyn i det skånske sommerhus med sol, søvn og en enkelt semlor på Oluf Viktors (hvor de samler tulipanhoveder i glas).

I sommerhuset tog jeg et spadestik i jorden og bragte efterfølgende foråret ind i verandaen.

Og i det lønlige håb, at det snart bliver til noget med det forår, tømte jeg glas med tørrede krydderurter: rosmarin fra Vesterbrogade, salvie fra Middelfart og brændenælder og timian fra sommerhuset, og hældte det på det store glas med urtesalt, som vi rejser rundt med for tiden, hvor vi bor lidt her, der og alle vegne. Det går til aftensmad, brød og boller, kort sagt alt, så vi når hurtigt i bund, og næste gang satser jeg på at fylde op med friskplukket fra haverne rundt omkring os.

Nu er vi klar til en ny uge.

Fastelavn

2011-03-03T23:58:00.000-08:00

Morgenerne i disse dage er muligvis grå og kolde, men det er nu sjovt at gå til skole, børnehave og arbejde og møde en gul banan, en grøn Robin Hood og lilla/lyserød Hannah Montana på vejen.

Her i huset er vi leveringsdygtige i en sørøverpige og to stk. Obama. Udklædningerne i år kører på et minimum. Hun er iklædt en meter piratstof fra Stof2000, øreringe fra den lokale genbrug og klap og klo.

Selv om jeg ville have købt Obamamaske, så viste det sig i mandags, at den sidste pæne maske i landet netop var solgt, og så stod jeg dér og tænkte, hvad gør vi så?

Min dejlige kollega Sarah, der ikke bare ved alt om Obama og USA, men også har alt muligt Obama-halløj (tasker, ure, trøjer etc) blev bedt om at medbringe et vellignende portræt af præsidenten. Det fik jeg nu ikke brug for. For vores uundværlige studentermedhjælper Niels, der kan få en kopimaskine til at danse, sagde ja til at scanne, kopiere i farver og forstørre, og fordi han er så god og sød, fandt han faktisk en maske klar til print på nettet (jeg har desværre ikke linket, men det ligger dér klar til brug efter lidt forstørrelser). Så behøvede jeg kun gå i HM og købe et konfirmationssæt bestående af hvid skjorte + sort slips, og så var alle klar. Hvad gør man uden gode kollegaer?

Som sædvanlig ingen fastelavn uden gråd. Da ham på otte fandt ud af, at selv om han havde maske, skjorte og slips, så manglede det vigtigste. Det vigtigste i verden, og det var det, der var til at græde over. Det lille emblem med det amerikanske flag, som Obama altid har på. Hvor var det? Udenfor min rækkevidde, så meget var jeg klar over, og jeg måtte jeg ty til en lille moderlig løgn om, at måske glemme Obama også at tage det lille emblem på ind imellem, og alligevel får han en god dag. Det hjalp.

God fastelavn og god weekend.

15 minutter

2011-03-03T00:39:00.000-08:00

I går havde jeg 15 minutter mellem to sæt optagelser. Og fordi alting var så trist og tungt (ikke optagelserne, men vejret, kulden og så meget andet) og jeg kunne vælge mellem at vente i en halvkold bil eller gå lidt på opdagelse på Øster Farimagsgade, hvor jeg skulle videre i dagens program, valgte jeg en lille tur ud i verden.

Øster Farimagsgade er Botanisk Have, som er en ægte perle i byen. Og når alt er gråt, er der farver og varme at hente. Jeg forstår så glimrende ham, der havde parkeret vogn og poser i en krog udenfor, for selv at tage en snorkende lur indenfor.

Det giver overskud at gå i Botanisk Have.

Udenfor verden

2011-02-27T12:58:00.000-08:00

Fredag sidst på eftermiddagen ankom vi til sommerhuset, hvor der hverken er TV eller internetadgang. Og der skete det, der altid sker her, men som sjældent sker, når vi er hjemme en fredag aften: vi småskændes som arrige grise og frustrationerne over ikke at kunne se fjernsyn eller være på nettet kommer til udtryk på mange måder, og ingen af dem er specielt charmerende.

Dagen efter har vi alle (mere eller mindre) accepteret tingenes tilstand, og vendt blikket mod de visulle glæder i form af en hare, der løber over marken. Et solstrejf på væggen. Og vi vænner os langsomt til konceptet "at tænke selv" i stedet for at google os til alting.

Selv da opskriften på kanelboller er væk, og jeg kun har mit store hoved at stole på, lykkes det at få hjemmet til at dufte af kardemomme og svensk hembak, der måske ikke har de helt korrekte mål, men i hvert fald har den helt perfekt smag.

Lørdag aften er alle enige om, at det kunne være rart, hvis man kunne sætte solnedgangen på pause, for det nytter ikke at have taget plads på den forkerte side af huset, når showet kører over himlen. Det slutter,når det slutter. I stedet for fjernsyn ser vi pejs, spiser kanelboller, chips og drikker vin (det smager glimrende sammen) og børnene begynder på eget initiativ at producere bjerge af tegninger. Og jeg må konstatere, at en roman hurtigt er læst, når jeg ikke lige skal på besøg i blogland,tjekke twitter, facebook og de seneste nyheder her og der.

Vi kan ikke leve af ildens flammer og stille stunder hver dag hele livet, men en gang i mellem er det rart at blive mindet om, at vi kan være sammen (og hver for sig) uden der er tændt op under skærmen hele tiden.

Læs for øvrigt Timme Bisgaard Munks glimrende indlæg på Kommunikationsforum om at være afhængig af at være på det hele hele tiden.

Weekend

2011-02-25T07:38:00.000-08:00

Endelig weekend! Vi tager til Sverige. Taskerne er pakket, bilen er proppet, og i sidste øjeblik, for den kom ind ad døren i morges, er Maria Hellebergs nye bog "Kamma" kommet med. Glæder mig til at læse den, for jeg sluger alt råt og ukritisk, når det gælder heltinden fra mit hood.

God (læse-)weekend til dig!

Snart forår?

2011-02-23T11:30:00.000-08:00

Måske var det en tilfældighed, at min kollega Thomas i løbet af formiddagen satte sig ved skrivebordet overfor mig, mens han nynnede "Den blå anemone". Netop den sang jeg har sunget for mig selv flere gange de sidste dage. Blandet andet i morges på cyklen gennem sneen, hvor jeg følte mig lettere højstemt ved at synge Kaj Munk og verselinjer som "hvor er vor skaber stor" lige midt i morgentrafikken.

Jeg fortalte Thomas, at det også var den sang, jeg havde i hovedet for tiden, og så kiggede vi ud på sneen og kulden og blev enige om, det er fordi vi er trætte af gråt i gråt og fordi vi længes efter forår, varme og milde vinde, at vi synger om små anomoner på alle tidspunkter af døgnet.

Det eneste vi har af noget, der minder bare en lille smule om forår her på Frederiksberg Alle, hvor vi bor lige nu, er kulørte klatter på gadeskiltene, og selv om det bestemt ikke er det samme som de første fine anemoner, så er det farver nok til at give håb om, at det en dag bliver forår.

Bøger til alle

2011-02-21T03:34:00.000-08:00

Der er altid en god grund til at gå på biblioteket. Da jeg var i New York, hvor billedet her kommer fra, tog jeg en times tid på biblioteket (jep, det der også kan ses i Sex and the City-filmen) for at snuse lidt rundt mellem hylderne, finde foldere og opslag om aftenskolekurser, foredrag, koncerter og alt det andet, der foregår i en by, jeg ikke kender.

I Middelfart ender vi også altid på biblioteket. Således også i denne weekend, og et af de gode fund (som jeg nu ikke lånte, men bare kiggede på) var kasserne med bøger til den hjemlige læseklub. Hvor oplagt! Hvor nemt! Og lige præcis derfor vi skal passe på de lokale biblioteker.

Og hvor ville det være rart for min egen læseklub, hvis vi havde samme mulighed. For det er ikke alle bøger, vi har lyst til at købe. Det er ikke alle bøger, vi har stående på hylderne. Men der er masser af bøger, vi har lyst til at læse sammen uden det bliver alt for kompliceret. Så vi køber lidt, låner andet og bytter en del rundt på det hele, så alle får læst.

Lige nu læser vi "Forbrydelse og Straf". Den er til at skaffe, selv om vi ikke bor i nærheden af et bibliotekt med læseklubskasser.

Gør-det-selv-trøje

2011-02-18T13:19:00.000-08:00

Det begyndte i juledagene med en gammel trøje fra Okker-Gokker, som alle børnene var vokset ud af, men ikke kunne holde ud skulle gå videre i arverækken, for den var så god, så varm, så helt igennem uundværlig, at selv om den også var alt, alt for lille, var vi nødt til at beholde den.

Da jeg nu har strikket så mange trøjer og veste efter helt enkle principper og har fået lært det med raglanærmer, tog jeg det store skridt ud i strikkeprøven. Mange strikkekyndige har nemlig sagt, at med sådan én og nogle få færdigheder kan man sagtens strikke en trøje uden opskrift. Det gav mig modet til at forsøge at frembringe en trøje, der lignede den tabte kærlighed i lidt andre farver og i en passende størrelse.

For et par uger siden slog jeg tyve masker op, strikkede glatstrik på to pinde, tog mål af det lille stykke strik og regnede ud, hvor mange masker, der så skulle til for at nå rundt om livet, brystet og armene på ham på otte. Blev det for småt til ham, kunne trøjen gå videre til lillesøster. Blev den for stor, kunne storebror få den. Jeg købte garn, tegnede en tegning med alle mål og ønsker om hætte og ekstra lange ærmer (han tegnede selv et par fingre, da han gerne ville have handsker i trøje, men det ønske er nu ikke blevet opfyldt), og gik i gang.

Første forsøg blev alt, alt for stort. Ikke på den søde den-passer-ham-snart-måde, men på den helt igennem håbløse "min-mor-har-strikket-alt-alt-for-stort-og-nægter-at-se-det-i-øjnene-måde, så jeg valgte at gøre barnet en tjeneste og trævlede op, men inden jeg gjorde det, målte jeg omfanget af 20 masker glatstrik på rundpinde, og der lå fejlen. Jeg strikker løsere på rundpinde end to pinde.

Så meget klogere gik jeg i gang igen, strikkede lige op, tog ind til ærmer, strikkede to ærmer, samlede det hele til raglan, strikkede op til halsen og tog et tjek på nettet under "strik hætte" og fandt forskellige løsninger på sådan én. Det var ikke svært, bare hamrende kedeligt at strikke 33 cm gråt glatstrik. Det gør jeg ikke igen, men resten af trøjen gentager jeg gerne. Den er et hit, og hende den lille og ham den store skal også have én.

Det bedste er, at mine egne krøllede optegnelser fylder langt mindre end en rigtig opskrift, og fordi jeg selv har tegnet og skrevet, ved jeg, hvordan det hele skal tydes. På den lille seddel, der er bundet på strikkeprøven, har jeg tilføjet målene fra rundpinde-strik, så jeg er fri for i tide og utide at lave en ny prøve, når jeg har glemt, hvor mange cm., der kommer ud af 20 masker på lige netop den type uldgarn.

På den måde er det slet ikke så svært.

Søndag i sne

2011-02-13T15:25:00.000-08:00

Vi lever i en kuffert for tiden, og som en rejselysten flåde smider vi gerne alle vores tasker ind de steder på Danmarkskortet, hvor vi fornemmer bare den mindste smule lyst til et besøg. I weekend nåede vi til Middelfart. Og da vi nødigt bliver i kortere tid end et par dage, er der som regel tid til at komme lidt ud og se lokale seværdigheder.

I dag en søndag i sne på keramikmuseet Grimmerhus, hvor der altid er fint, og hvor der altid er grund at tage til. Udstillingen behøver ikke være så interessant, for bygningen og omgivelserne i sig selv et besøg værd. Så vi så Linn Utzon og japansk keramik i kælderen. Det sidste var det bedste, men det første bød på en overraskelse. Skitser, som jo altid er fascinerende.

2011-02-09T00:47:00.000-08:00

Der har været år, hvor jeg op til efterårssæsonen har købt en stak billige strikhandsker i Netto, af den simple grund at der hen over vinteren altid er et naturligt frafald i stakken. Året efter har vi samlet de sørgelige rester sammen og som regel fået nogenlunde ens sæt til alle.

I år har der underligt nok ikke været mangel på handsker. Det er huerne, den er gal med. Og jeg har i den grad lagt mig i førerfeltet som den har mistet mest. Så i sidste uge, da jeg for anden gang i løbet af 14 dag fiskede den sorte hue op ad glemmekassen på skolen, tog jeg det som et tegn på, at ham på otte, som jeg strikkede den til i november, ikke havde brug for den længere.

Og så gik det, som det jo gør. Da jeg tog hans hue på, var der ingen grænser for savnet og længslen efter lige netop dén. Da der var rester tilbage efter den grå striktrøje, gik jeg i gang med at strikke en ny til ham. og et hvert af mine optræk til slendrian eller andre sysler end strik blev mødt med et fast "er du færdig med hue nu", så den blev faktisk færdig i løbet af en dag.

Nu er vi godt i gang med ugen med hver sin hue, og det vil være en stor triumf, hvis de holder resten af vinteren.

(billedet er taget i søndags af ham på ti på legepladsen i Frederiksberg Have)

60 grader kulørt

2011-02-05T15:01:00.000-08:00

Det er lidt over 11 år siden, jeg sidst var på vaskeri. Vi boede på Halmtorvet, og sidste stak af arvetøj skulle vaskes, inden første barn kom til verden. Så højgravid trådte jeg ind ad døren til vaskeriet i Viktoriagade, og gik forbi det sædvanlige hold af narkomaner, der venligt nok, spurgte om det var ok, at de fixede, mens jeg vaskede.

Det var svært at sige andet end nej, men det var sidste gang, jeg vaskede på vaskeri. En måned efter sad i jeg i lejligheden med barn og egen vaskemaskine, og det stod for mig som den største luksus at kunne vaske i eget hjem.

Nu bor vi et sted, hvor der ikke kan vaskes, så mens resten af familien lavede mad, gik jeg til Tullinsgade, hvor der stadig er vaskeri (det i Viktoriagade er væk for længst), og gjorde maskinen klar til 60 grader kulørt. I selskab med et østeuropæiske par, der i løbet af en centrifugering gik fra hvæsende vrede til kluklatter. Og sammen med en studerende, der i løbet af en vask kunne nå at hente pizza og ringe alle aftenens aftaler ind. Og ligesom mor og datter, der i høje hæle og kulørte briller sludrede og sladrede, mens de rutineret smed penge i automaten, kastede vaskerpulver i maskinerne, inden de i en skøn em af latter og snak gik igen.

Det pudsige er, at vaskerier ikke ændrer sig. Der er altid alle mulige slags mennesker, og som for 12 år siden i Viktoriagade er sæbeautomaten her også tom, og som alle de andre steder, jeg i mine yngre år gik på vaskeri, er der i Tullinsgade også en masse sedler om alt det, der er ude af drift.

Jeg glæder mig til vi igen kan vaske i eget hjem, men sætter nu i grunden pris på at sidde tre kvarter på en blå plastikstol en lørdag aften. Det giver tid til at hækle lidt, tid til at kigge en del på de andre og tid til at vaske en masse.

Så lærte jeg det....

2011-02-04T00:50:00.000-08:00

Jeg er vild med at strikke. Grænsende til besat, men jeg har et stort problem. Jeg har meget svært ved at læse og forstå en strikkeopskrift. Alle de tal, forkortelser og staccatosprog får det til at koge i hovedet på mig, og det går helt galt. Det sidste års tid har jeg forsøgt at arbejde målrettet med min opskrifts-fobi, for jeg fornemmede jo nok, at livet med pindene ville blive lidt sjovere, hvis jeg bare ind imellem kunne følge en opskrift. Kuren blev dette hæfte, som sammen med tasken til strikkepinde følger mig overalt.

"Strik klassisk" købte jeg i en genbrugsbutik i Middelfart, dels kunne jeg lide de enkle modeller i hæftet og dels kunne jeg med det samme se, at opskrifterne var skrevet, så selv jeg fattede dem. Og jeg må sige, at de fem kroner for et falmet 80'er hæftet var givet godt ud, jeg kan nu læse og forstå en strikkeopskrift. Ikke alle, bestemt ikke, for mønstre og diagrammer er stadig sort snak, men jeg kan afkode en simpel opskrift, og det jeg ikke forstår, kan jeg som regel se eller gætte mig til, hvis der er et billede. Uden billede går det ikke!

Derfor købte jeg for et par uger siden Hendes Verden, der fulgte nemlig et strikkehæfte med, hvori denne trøje befandt sig. Og jeg kunne med det samme se, at tekst og billede ville bringe mig sikkert i land, og så håbede jeg at lære noget, jeg længe gerne har villet lære, nemlig at strikke raglanærmer. Så jeg læste opskriften igennem mange gange, meget HØJT og meget l-a-n-g-s-o-m-t, og...

.... nu er den her.. Godt nok har jeg ændret lidt i forhold til opskriften på længde og brug af farver, garn og pynt, men i det store hele er opskriften fulgt til punkt og prikke. Det vil sige, der var noget med de ærmer, jeg ikke forstod, men det kunne jeg da se mig ud af ved at knibe øjnene sammen og tage et fast blik på billedet.

Den er skøn, trøjen, og så lærte jeg yderligere en ting. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det hedder raglan-ærmer. Jeg var sikker på, at det var noget med nogle trinde fiskekoner, der engang havde siddet på kajen i en irsk by ved navn Raglan og strikket sømandstrøjer. Et billede der varede, lige indtil jeg slog op i den store danske ... en mand, hvem skulle have troet det!

Ind til byen

2011-02-03T06:03:00.000-08:00

At bo på Frederiksberg er som at bo i en pænt stor provinsby. Alle kender alle, sladderen går og vi tager IND til byen. Og når jeg en sjælden gang tager IND til byen, bliver jeg altid lidt beklemt ved mit provinsielle look. Mine tasker er ofte flere sæsoner gamle, jeg har mudderstænk på støvlerne og den hjemmestrikkede hue er trukket godt ned over hovedet, for man skal jo nødigt rage en snue til sig her i vinterhalvåret.

Men derinde … INDE i byen er de bare så lækre, alle sammen. Enten cykler de ikke eller så kører de udenom vandpytterne, og godt nok går selv bartenderne INDE i byen med huer for tiden, men det er huer af et lidt andet snit end dem, jeg viser mig med, og taskerne i indre by er i en liga for sig.

Udover en vis opmærksomhed på mine fejl og mangler, så bliver jeg nu også så glad, når jeg endelig kommer IND til byen, for København er en fantastisk by fuld af oplevelser. I dag havde jeg optagelser i Nyboder, hvor jeg stort set aldrig kommer, for det er helt udenfor mit distrikt og univers. Og der er så hyggeligt, så fint og så charmerende, at når jeg endelig står der, så undrer jeg mig over, at jeg ikke tilbringer mere tid dér.

Gadekunst

2011-01-31T10:16:00.000-08:00

Først troede jeg, det var gadekunst af den helt almindelige slags, men to nogle-og-halvtredsårige kvinder iklædt masser af hvid pels fortalte, at de netop havde købt billederne, og lige skulle stå og nyde dem, inden de blev båret op i lejligheden.

Nu er det ret sjældent, jeg står på hjørnet af Møntermester Plads i nordvest, og det er endnu mere sjældent, jeg ser kæmpemalerier, der står lænet op ad offentlige bænke, så jeg var nødt til at stoppe op, da jeg på vej til et sæt optagelser kom forbi de to kvinder og deres billeder.

"Synes du ikke, de er flotte,", spurgte den ene og trak mig med et par skridt bag ud, så vi bedre kunne vurdere værkerne. Det syntes jeg, men jeg syntes måske nok, de var lidt store.

"Meget store. Og meget billige". Kvindernes begejstring var af en yderst smittende karakter, og de fortalte, at de var søstre, og billederne var fra den ene til den anden.

Selv om jeg havde lidt travlt, ville jeg gerne hjælpe dem med at bære malerierne op, men de to damer skulle lige have en cigarat og tid til, som de sagde, at nyde dem et sted, hvor der virkelig var plads.

Jeg skulle lige til at gå, da den ene søster spurgte: "Hvilket kan du bedst lide".

Der stod jeg en mandag i isnende kulde i nord-vest, og kunne ikke helt beslutte mig for, om jeg var til landskabsmalerier eller havnemotiv.

"Sne-billedet", sagde jeg efter en kort tænkepause. Det passede ligesom på sin helt egen måde ind på Møntermester Plads.

Grydelapper

2011-01-30T14:12:00.000-08:00

De ligger i stakke i genbrugsbutikkerne, der sælger dem billigt. Og for min svigermors vedkommende ligger de i en stor kasse i linnedskabet. De hjemmehæklede grydelapper i forskellige former og farver.

Jeg fandt kassen, da jeg i weekenden skulle lede efter noget andet, og blev forundret over mængden. Så mange og så fine. På spørgsmålene om hvem og hvorfor, fik jeg svaret, at hun selv havde lavet nogle, andre havde hendes mor og morens veninder hæklet, og ofte var de blevet brugt som en lille gave mellem veninder. Og derefter brugt igen og igen i de hæklende kvinders køkkener.

Ind imellem når jeg overvejer, hvorfor håndarbejde til tider har så dårligt et ry, at det ryger ud i strid modvind, så ender jeg altid med et selvkomponeret svar om, at det er en så urkvindelig syssel, at det ind imellem bare må blive lagt for had. Selv om det at bruge hænderne overvejende er nyttigt, så har håndarbejde igennem historien også bare været en passende sysselsætning af overklassens kvinder (der jo havde andre til det grove arbejde) og siden borgerskabets døtre, der skulle lave et eller andet, mens de gik og ventede på at møde et passende parti.

Og lige netop grydelapper. Nyttige ja - men en så lille og undseelig ting i den store, store verden, at de næsten må fremstå som det mest fjollede, man kan bruge tid på at frembringe. Jeg hækler også grydelapper. Ikke så fine som dem her, men skal jeg være ærlig - lidt mere anvendelige, for de er med dobbelt garn og i dobbelt lag, så jeg er sikker på ikke at brænde fingrene.

Men skal jeg være endnu mere ærlig, så er det bestemt ikke noget, jeg praler med. For det forekommer mig, at være så kvindagtigt på den kiksede måde og så unyttigt på pinlige måde, at det helst foregår i det skjulte. Men måske fortjener alle de gemte og hemmelige grydelapper lidt dagslys. Svigermors de fine er helt sikkert lavet med hjertet og blik for detaljerne, og det er faktisk ikke noget at skamme sig over.

2011-01-27T23:53:00.001-08:00

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1179046/fakta-beroemte-og-berygtede-toeger-citater/

Slut på dagen

2011-01-27T10:57:00.000-08:00

Så fik en lang dag ende. En lang, god dag. Først arbejde, så foredrag i det Økologiske Inspirationshus, hvor jeg var inviteret af Omstilling Danmark til at fortælle om et bæredygtigt familieliv i byen. Det er altid sjovt at holde foredrag, og ikke mindst er det altid sjovt at komme ud og høre andre fortælle.

Få lov til at lytte til f.eks. ham, der fortalte, at han samlede regnvand i sin gård, og hver dag slæbte vand (ca. 30 liter) op til sit toilet på 1. sal. Eller hende, der var en ægte guerilla gardener, og havde lagt tulipanløg i jorden omkring træerne i sin gade.

Og lad mig så vise lidt af det der står på hylderne i det Økologiske Inspirationshus. Alt sammen lavet af børn af genbrugsmateriale. Mine egne børn har været der med deres skoleklasser, og det lader til at være et sted, hvor selv de mest skeptiske børn ender med at synes, det er sjovt at lave noget ud af ingenting. Blandt andet en af mine, der gik så langt som til at sige: "Det var faktisk meget skægt...", hvilket betyder super-godt.

Sol

2011-01-26T10:40:00.000-08:00

Cyklede afsted i morges i sne og gråt grums, og tog turen hjem i sol. Det føles som er det dage, uger og år, der sidst har været blå himmel. Vil det bare blive ved lidt endnu.

Det glemte jeg...

2011-01-25T08:09:00.000-08:00

Selv om vi kun var kort tid i sommerhuset, så nåede vi en del ting. Jeg fik lavet et stort glas müsli, der blandt andet indeholdt en del af sidste års nødder. Vi samlede hasselnødder i svigermors have, og dem, der ikke var blevet spist, røg i ovnen sammen med alt det andet. Og så såede vi karse, for alting er så brunt og gråt, og, og vi trænger til noget grønt.

Desværre glemte vi, at få det med tilbage til byen. Så nu får vi testet holdbarheden på müslien. Håber det kan holde lige så længe som de syltede citroner og rødbeder, der også står på skabet. Og karsen - den er der næppe liv i, når vi ses igen, men så må vi jo så noget her, hvor vi er lige nu.

Det mest nødvendige

2011-01-24T02:15:00.000-08:00

”Hvad er de allermest nødvendige ting i vores liv” har vi gentagende gange spurgt hinanden om i de sidste par uger. Vi har pakket ned og sendt til opmagasinering. Pakket tasker med alt det sommerlige og stillet i sommerhuset i Sverige. Og vi har pakket hver en taske og taget et dejfad og adskillige melposer med her til hotellet, så vi kan opretholde en nogenlunde almindelig hverdag, selv om bopælen er midlertidig.

Alligevel må jeg konstatere, at det allermest nødvendige i vores tilfælde er ret omfattende. Vores tidligere overbo Henrik har på ubestemt tid vundet to sommerdæk + en kasse legoklodser, og min bror og hans hustru har fået lov til at huse fire sorte sække med sko og tøj.

Alt sammen sager, som vi er meget sikre på, vi skal bruge lige om lidt (jeg har i hvert fald lovet dem alle, at det vil blive hentet indenfor de næste 10 år), og ærligt talt, så har det givet os en fornemmelse af, at vi slæber rundt på meget. Måske endda for meget….

Lørdag formiddag pakkede vi bilen med det allermest nødvendige for at tage til sommerhuset. Jeg fik det hjemmebagte brød, kassen med hækletøj og kaffekværnen. Ved fødderne stod en pose med et strikkeprojekt, en kasse med rengøringsmidler og min håndtaske, som er en syndig rodebunke uden bund, men hvor toppen dog består af alle vores pas og Nora Ephron: ”I feel bad about my neck” tæt omslynget med Dostojevskij’s ”Forbrydelse og straf”. Hvad mere behøver en kvinde så?

Udover telefonen, som billedet er taget med og computeren, som dette indlæg er skrevet på. + det børnene sad med på skødet og under fødderne, og alt det, der var presset ned i bagagerummet. Bare lige det allermest nødvendige .... og lidt til.

Ikke mere gammelt

2011-01-18T01:17:00.000-08:00

I et par måneder skal vi bo i en hotellejligheder, indtil vi holder fire måneders orlov og tager ophold i Sverige. Derefter kan alt ske.

Da jeg i fredags forlod lejligheden for sidste gang, tog jeg et ekstra kig på det, der har været vores de sidste fem år, en lejlighed fuld af historie og ruder så gamle, at glasset løber i de franske altandøre. En materiel glæde vi – hjemmets voksne - muligvis snart kan have for os selv.

For da vi trådte over tærsklen til vores midlertidige bolig, sagde hende på fem: "hvor er her sejt, her skal ingen gamle ting ind.”

Det barn, det var på sit første skånske loppis, da hun var en måned. Det barn, det er vokset op i sine brødres aflagte tøj og arvede tøj fra gavmilde nabo-piger. Det barn, hvis (nu tidligere) værelse var møbleret med ting, vi fandt på loftet. Det barn er åbenbart så træt af gammelt, genbrug og arv, at hun bare elsker et hotelværelses neutralitet og Ikea-funktionalitet, og synes at de masseproducerede ægte malerier er skønne, og bestemt ikke væggenes svar på Harlequin-romanen. Hun er nu endt i et paradis, der ikke skal forstyrres af noget gammelt.

Jeg fornemmer et generationsopgør og en familiær værdikamp. Hvem der vinder, må tiden vise. Lige nu kan hun suge til sig af alt det lækre, det varer kort tid, så skal vi tilbage til alt det gamle.

Tre slags fugle

2011-01-15T11:49:00.000-08:00

Det her er det sidste billede, jeg tog, inden vi flyttede fra Vesterbrogade i går. Der er hængt æbler op til fuglene i gården, og jeg sætter stor pris på initiativet, da der ikke er meget fugleliv i det kvarter

Mågeskrig kan man være sikker på, men ellers er det stort set kun en standhaftig solsort, der i de tidlige morgentimer, ind dagstrafikken bliver for massiv, har styrke til at synge igennem. Hvis den går ombord i de røde æbler, skal det være den vel undt, så megen sangglæde den har givet i de år, vi har boet her.

Nu bor vi midlertidigt på Frederiksberg Alle, og i morges, da tågen hang tæt over hustagene, var der fuglesang. Og kan det virkelige passe, at jeg hørte hele tre slags sang? I selskab med en rusten krage?

Så megen dyreliv er vi ikke vant til, men det er hvad der sker, man man flytter fra første til fjerde, og fra 1800 Frederiksberg til 1620 København V.

Rydder op

2011-01-13T15:12:00.000-08:00

Vi grinte højt, da flyttemanden afleverede 90 flyttekasser. Så meget indbo har vi ikke, det vidste vi med sikkerhed. Han sagde bare: "Nej, nej, men så kan I jo bare aflevere dem tilbage." Nu kan vi konstatere, at han ikke får dem tilbage, men han må gerne komme med nogle flere.

I takt med vi får pakket ned, bliver jeg mere og mere betaget om kun at eje 100 ting. Ikke 100 flyttekasser, men 100 genstande. Det er ikke meget, og fuldstændig umuligt for mit vedkommende, men alligevel...det er forsøget værd.

Så jeg gør mig hård om hjertet og rydder op. Det store skab i soveværelset er solgt. En del bøger røget til antikvariatet. Biblioteket kan se frem til at få et par af de bøger, vi har insisteret på at have afleveret for længe, længe siden.Og børnenes lille kusine Iselin kan få flyverdragter og badeluffer til mange års forbrug.

Men syltetøjsglassene jeg har gemt (og glemt) i skabe, skuffer og på hylder ... hvor skal de ende? De kommer frem overalt, hvor jeg åbner og kigger hen, og godt nok laver vi både saft og syltetøj i store mængder, men der er dog en grænse.

Så nu ryger de i glas-containeren, og jeg ville ønske jeg bare kunne smide ud og sige, det er jo bare en ting. Men det er jo en god ting. En nyttig ting. Og jeg ved at lige om lidt savner jeg dem.

Mere farvel

2011-01-13T00:09:00.000-08:00

Der er masser af historier her i gården. Mange er kulørte, mange er sandfærdige, andre er bare gengivet eller tegnet, så de er blevet til sandhed.

Der er sikker, at det borende X blev snuppet i karréen for mange år siden. En gang var der helt sikkert også biograf her i den spidste ende af ejendommen, hvor vi bor lidt endnu. Det begriber jeg ikke, men kloge mennesker har fortalt mig, at i 20'erne var det almindeligt med en lille bio på første.

Agnes Slott-Møller har vist boet her. Johannes V. Jensen har helt sikkert boet her, og udover historien om de brændte manuskripter i kælderen, så skrev han et digt om skolen, der lå ved siden af i den gule bygning, der i dag er plejehjem.

Og så er der alle tegningerne på de gråbrune mursten i gården. Ingen kan sige med sikkerhed, at Storm P har boet her, men noget har efterladt et (måske lidt barnligt) Storm p'sk spor.

Farvel i kaos

2011-01-10T14:00:00.000-08:00

Skal der være kaos - så lad der være kaos.

Flyttekasser overalt og syge børn i alle ledige senge. Vi flytter, holder hverdagen i gang og forsøger at gøre de syge raske. Ind imellem stiller ham på otte sig op midt i det hele på et ben og spiller Amazing Grace på blokfløjte. Meget højt. Meget længe. Og meget inderligt.

Så ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde. Eller bare lade det ske, fordi alting alligevel er så kaotisk, at en sløj, etbenet fløjtespiller midt i det hele ligesom bare passer ind på sin egen måde.

For der skal være plads til det hele lige nu, selv om der er kaos på alle etager. Der skal være tid til fløjtespil, tid til at være her og tid til at sige farvel til alt det, der har været rammerne om vores liv de sidste fem år.

Fredag aften var der tid til et godt nabogilde med 18 dejlige mennesker til bords, og luften tæt af gode historier fra gården. Både dem, vi selv har leveret, og dem, andre har bidraget med.

Og der er mange historier i vores ejendom. For eksempel den om spionhullet i vores hoveddør. Så upassende stort, at der er frit kig begge veje. Det er derfor ikke nytteværdien, der giver anledning til snak. Det er udformning.

Historien går, at enkelte af dørene fik en stjerne påsat af den jødiske arkitekt, der tegnede ejendommen i 20'erne. Måske passer det. Måske passer det ikke. Det er lige meget. Jeg kan lide historien, for sådan en stjerne ville, uanset motiverne, aldrig finde vej til en ejendom i dag.

Damen i pels

2011-01-06T06:16:00.000-08:00

Da jeg i efteråret så Suzanne Brøggers bog hos boghandleren, vidste jeg, at den var jeg nødt til at læse. Ikke på grund af forfatteren. Ikke på grund af indholdet. Men på grund af det vidunderlige billede på forsiden.

Nu flere måneder efter er den tanke blevet til handling fremkaldet af aftenens møde i den litterære salon. Mine medlæsere har ikke sparet på oplysninger om, hvor skuffende - ja ligefrem dræbende kedelige - bogen er, så jeg besluttede i går at give den i rollen som djævelens advokat og forsvare damen i pels. Uanset hvad.

Stuen blev efter aftensmaden erklæret for stillezonen, og med en uro i sindet gik jeg i gang, for det er rigtig, rigtig, rigtig ufedt at beslutte sig for at forsvare en bog, der måske i bund og grund er elendig. Og skal jeg være ærlig, så har jeg i disse dage meget andet at lave end læse kedelige bøger.

Men, men, men ... jeg påtager mig ingen rolle. Jeg hengiver mig ubesværet til begejstring. Jeg forstår hendes længsel efter alt det, der var engang - dengang før digital, virtuel og Facebooks, som hun skriver. Jeg sluger råt hendes sødladenhed overfor alle de kendte og kongelige, og de barske og beske bemærkninger om dem hun ikke kan lide. Jeg har ikke læst en brøkdel af de bøger, hun nævner, men jeg er glad for at få lov til at stifte bekendtskab med dem på denne måde.

Jeg er forelsket i hendes overskud, vrede og sprog. Og mest af alt er jeg fuld af respekt for en kvinde, der har oplevet et Afghanistan, jeg selv kun har set på et postkort i Afghan Marked på Halmtorvet, og for øvrigt yderst graciøst begiver sig ud i pels på landevejen i Slagelse (eller hvor det nu er, hun bor).

Og så fred være med at hun næppe gider en læser som mig, der er dansk middelklasse, taler i radioen (i følger SB taler stort set alle i radioen frygteligt), er i en alder, hvor jeg både er på nettet og har små larmende børn, og for øvrigt godt kunne tænke mig noget så materielt som et nyt sted at bo.

Åh - hvor jeg ser frem til at mødes til litterær passiar i aften og være yderst begejstret.

Hjem fra jobbet

2011-01-05T10:51:00.000-08:00

Trods min meget landlige opvækst, er der aldrig rigtig blev en frisk hestepige ud af mig. Og så alligevel ... for hver gang jeg ser store dyr her i byen, er jeg nødt til at stoppe op. Således også i dag, hvor jeg skulle et smut omkring Christiansborg for at komme hjem. På netop samme tidspunkt, skulle hestene, der nok har været en del af nytårskuren i dag, ud at køre. Og selv om det bare var et par heste og en masse mennesker i ridetøj, var jeg nødt til sammen med en flok italienske turister at stoppe op og og se på. Meget længe.

Nabolaget på en søndag

2011-01-02T12:09:00.000-08:00