fredag den 23. september 2011
Trines do-nothing have i Valby - del I
Jeg kendte intet til begrebet DO NOTHING-HAVE, før jeg stod i Trines have i Valby. En helt almindelige have til et helt almindeligt hus beliggende en rask cykeltur fra indre by. Det vil sige, den del af byen hvor man skal være både blind, døv og uden luftesans for ikke at fornemme, at der er masser af trafik, der skal ind til byen tidligt og ud igen senere på dagen. Med andre ord: her er godt med indfaldsveje, men altså også veje med huse. I et af dem bor Trine Krebs, og det er her, hun holder have.
Det er så netop det hun ikke gør. Hun holder ikke sin have. Hun har en have, som hun sår til i løbet af foråret, hvor den samtidig får noget af hendes kompost. Så luger hun igennem en gang eller to i løbet af foråret og forsommeren, men ellers bruger hun sin energi på arbejde, familie og at høste alt det, haven giver, når sensommeren melder sig. For haven er omlagt til hygge og nytte: krydderurter, asiatiske kålsorter, nordiske kålsorter, bær, frugt, gulerødder, rødbeder, hvidløg, rødløg, kartofler kan jeg ikke huske om hun har, men i hvert fald chili, tomater og dragonhvede...
Der er en kornmark i den lille have. Et stykke med hvede. Oprindeligt korn købt hos Camilla Plum og Per Kølster og beregnet til at bage med. Sådan gik det ikke. Det røg i jorden, og nu står det klart til at blive høstet. Det foregår ved at knipse aksene af med hænderne, lade dem (altså aksene) tørre indenfor, og derefter bruge løs af kornene.
"Jeg gør så lidt som muligt herude", siger Trine, og det er der mange grunde til. For det første har hun masser af arbejde med sin virksomhed Frugtformidlingen. Og så er der en anden grund: "Jeg graver så lidt som muligt og vender slet ikke jorden rundt. Og vi går stort set heller ikke på jorden i bedene. Det har jorden bedst af." Ligesom den, i følge Trine, også har godt af bare at leve sit eget liv: gro op, dø hen, rådne bort for så at genopstå i det tidlige forår, hvor kål fra sidste sommer skyder op som tidligt spiseligt grønt. Når det så bliver varmt nok til at så, bliver jorden med stor forsigtighed ryddet.
Og Trines formødre, der i sin tid vandt priser for deres sirlige og frodige køkkenhaver, vil næppe briste af stolthed og benovelse, hvis de så hendes have. For den er kaotisk, skøn og godt brugt af alle, der kommer forbi. Dyr som mennesker. Og man kan ikke lade være med at tænke, hvorfor haver skal være så pæne og velholdte, at de føles som en klods om benet? Når nu det hele gror glimrende ved, at der bliver gjort meget lidt, er det vel mere et spørgsmål om æstetisk end jorden, menneskene og planternes ve og vel?
For det at gøre ingenting virker. Henover sommeren har jeg læst stakke af havebøger for at være topforberedt til det øjeblik, hvor vi selv får en have, og jeg bliver helt svimmel, når jeg kommer til afsnit om kompostbunker. Det er så kompliceret, at jeg hver gang tænker, at netop det, finder jeg aldrig ud af.
"Der findes nok mennesker, der har bedre kompost end mig", siger Trine, da vi står foran kompoststakken, som godt nok følger reglen om at være lagdelt med grønt, andelort, halm og afklip fra haven, men hun sætter ikke så meget som et spadestik i den, for komposten skal som resten af haven have lov til at passe sig selv. Og da hun viser mig knudekål på størrelse med menneskehoveder og spidskål og grøntkål, der øjensynligt hellere vil leve end dø, kan jeg se, at kompostbunken, der aldrig har fulgt alverdens regler om at blive vendt og drejet, giver god næring.
Det gror godt herude i Valby, hvor det med forurening i jorden og luften jo er del af gamet. Og så alligevel ikke: "Nu er jeg jo ikke hundrede procent selvforsynende med den her have. Hvis vi kun levede af haven, vil det måske spille en rolle". En lille pause og et eftertænksomt kig ud over alt det grønne, der er ved at blive brunt, bliver afsluttet med: "...måske ikke..."
Og jeg forstår godt Trine, for sådan er det for mange af os. Vi bor steder, hvor det ikke ligger lige for at have spiseligt grønt, ænder eller korn, men ind imellem må man jo trodse omgivelsernes luner og gøre noget alligevel.
Som for eksempel holde dyr. På grunden i Valby er der ænder, der normalt går rundt i hele haven og æder alt, hvad der er af snegle (og der er mange, men ænder er, i følge Trine, bedre end høns til at spise den slags), men lige nu er spærret inde, for kragerne æder alt, hvad der er af ællinger.
Der er bier og masser af fuglekasser og træstubbe, som er gode til leg og til de øjeblikke, hvor hovederne skal kappes af ænderne, der skal spises.
Alt det liv findes i den have, som for få år siden var flad græsplæne. Og på vej hjem på cyklen med posen fyldt med grønt fra Valby, tænkte jeg på, hvor vidunderligt det er, at der findes mennesker, der uden at gøre særlig meget gør en hel masse. Og gør det helt vildt.
Vil du læse mere om Trines virksomhed Frugtformidlingen, så klik her.
Og vil du læse mere om do nothing haver, så google under do nothing gardening
Etiketter:
Om andre haver,
Om det der gror,
Om det der kan spises
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det er en fin artikel!
SvarSletTak!
SvarSlet